Nyhedsoverblik

Drikkevand skal koges efter fund af forurenet vand

Borgere omkring Holeby på Lolland anbefales at koge drikkevandet i den kommende tid.

Det skyldes, at Lolland Kommune har modtaget analyseresultater fra Holeby og Omegns vandværk, som viser en overskridelse på mikrobiologi.

Det skriver kommunen i en meddelelse.

I meddelelsen skriver kommunen, at Holeby og Omegns vandværk har fået et påbud om at sikre god mikrobiologisk vandkvalitet efter samråd med Styrelsen for Patientsikkerhed.

Samtidig anbefales alle, som befinder sig i vandværkets forsyningsområde, at vand fra vandhanen koges, inden det anvendes som drikkevand og til madlavning.

Hvis du har drukket af vandet uden først at have kogt det, skal du ifølge Styrelsen for Patientsikkerhed ikke foretage dig noget, medmindre du bliver alvorligt syg.

Hvis du bliver alvorligt syg bør du kontakte egen læge. Symptomerne vil være en form for mave/tarminfektion, hvis vandet er forurenet.

Lolland Kommune skriver i meddelelsen, at der vil blive taget nye vandprøver hurtigst muligt, og at nyt i sagen vil blive annonceret på kommunens hjemmeside.