¨

Dræbt kvinde havde børn

Foto: TV ØST

Den 30-årige kvinde, som onsdag blev dræbt i Nakskov, var mor til tre. Torsdag bliver en 34-årig mand fremstillet i grundlovsforhør for drabet.

Stormarkskolen i Nakskov må for anden gang i år have deres sorgplan i brug. Det sker, efter en 30-årig kvinde onsdag formiddag blev dræbt. Hun var mor til tre, skriver Ekstra Bladet, og alle tre børn går på skolen.

- Det er desværre anden gang på kort tid, vi må iværksætte vores sorgplan, men den har vist sig at fungere perfekt. Første gang var efter branden i Nakskov i januar, hvor det ene barn, der omkom, gik på Stormarkskolen, siger Tom Larsen (V), der er formand for børne- og skoleudvalget i Lolland Kommune.

Fremstilles klokken 11

En 34-årig mand henvendte sig onsdag klokken 11.34 til politiet i Nakskov og fortalte, at han havde dræbt en kvindelig bekendt, og at hun lå på en adresse på Stormarks Allé.

Ifølge Ekstra Bladet er det den 34-årige, som kvinden har børn med, men politiet har indtil videre ikke villet kommentere deres relation med andet, end at de er bekendte.

Den 30-årige kvinde blev dræbt af flere knivstik, og motivet for drabet er ukendt. Klokken 11 torsdag fremstilles den 34-årige mand i grundlovsforhør for at stå bag.

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App