Døllefjelde-Musse Marked klar til 100.000 besøgende

Det efterhånden så legendariske Døllefjelde-Musse Marked åbner op for endnu et år med øl, hygge og hornmusik.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Flere af Danmarks store musikere, lige fra Birthe Kjær til Nik&Jay, har lagt toner til kræmmeriet på Døllefjelde-Musse Marked. Og i år vil kræmmermarkedet endnu en gang slå dørene op for en fest på ægte lollisk manér.

Klokken 18 åbner det traditionsrige marked officielt, og kræmmerne kan endnu en gang finde deres bæltetaske med byttepenge frem.

Hele aften vil der flyde toner fra velkendte stemmer ud over markedet, mens man driver rundt mellem staderne. Man kan selvfølgelig også velplacere sin bagdel ved pubben og nyde stemningen med en velskænket øl.

Hvorom alting er, så er markedet åbent for hygge og fællesskab.

Stort og større

Døllefjelde-Musse Marked har siden sin start i 1980 har haft et massivt fremmøde. Allerede ved den første afholdelse, som blev arrangeret af Døllefjelde-Musse Idrætsforening, mødte 30.000 mennesker op.

Det tal er sidenhen vokset til, og har holdt sig stabilt på, et sted mellem 100.000-125.000 besøgende.

I år forventer man ingen undtagelse, og gennem hele Store bededagsferien vil man se folk fra nær og fjern strømme til for at få del i oplevelsen.

Det massive fremmøde afspejler sig også i størrelsen på selve markedet. I 2014, året hvor den oprindelige formand Ole Ottosen gik af, kunne man stille 700 stader til rådighed for de mange loppefundsinteresserede mennesker.

I år forventer man at opstille cirka 450 udendørsstader og 90 indendørsstader i et stort kræmmertelt.

Derfor synes formanden for markedet, Leif Chortzen, også, at man skal komme forbi og opleve det.

- Det er kæmpe stort arrangement. Det er en helheds oplevelse at komme herned. Vi skyder foråret i gang, og vi byder alle meget velkommen, siger Leif Chortzen.


Nyhedsoverblik