Dølle søger friske gutter til Damefrokosten: - Vi har aldrig haft det problem før

Døllefjelde Musse Marked mangler i år for første gang frivillige tjenere til den berygtede og berømte Damefrokost. De regner dog stadig med, det bliver en fest.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Hvis du er en af de mænd, der hvert år kigger langt efter dameteltet på Døllefjelde Musse Marked og ville ønske, det var dig, der stod og serverede for de til tider overrislede damer, så er det nu, du har muligheden, når Damefrokosten på lørdag præcis klokken 12:00 igen åbner teltet for de syngende og glade kvinder.

Det er ellers normalt ikke et problem at skaffe tjenere til den berømte Damefrokost, der er lige så populær, som den er larmende.

Men i år har arrangørerne haft svært ved at skaffe tjenere til den famøse begivenhed, og kaptajnen for Damefrokosten, Morten Rud, fortæller, at det er fordi, markedet er blevet rykket i år.

quote Vi har aldrig haft det problem før. Normalt må vi sige nej til en hel masse

Morten Rud, kaptajn for Damefrokosten på Døllefjelde Musse Marked

- Vi har aldrig haft det problem før. Normalt må vi sige nej til en hel masse, men vi er løbet ind i, at der er konfirmationer og andre begivenheder, som folk skal til, forklarer Morten Rud og forsætter:

- Normalt, når vi siger farvel til vores tjenere om lørdagen, så sætter de kryds i kalenderen til næste år, men der er mange af vores faste tjenere, der er blevet nødt til at melde fra i år, fortæller han.

Læs også
Programmet er klar: Døllefjelde-Musse Marked håber på 80.000 gæster
Læs også
Programmet er klar: Døllefjelde-Musse Marked håber på 80.000 gæster

Damefrokosten, der finder sted i Markedstelte på Døllefjelde Musse Marked, er nok både markedets mest famøse og larmende begivenhed. Billetterne bliver revet væk på få minutter, så man skal være hurtig, hvis man vil have en plads i det festlige dametelt. Men i år er det altså muligt at komme med på en fribillet mod man tør kaste sig ud i at servere for de festlige kvinder.

Artiklen forstætter under billedet.

Damefrokost.jpg
Foto: TV2 ØST

Damfrokosten har lige nu kun halvdelen af de i alt 70 tjenere, der servicerer de 1.800 kvinder, der deltager i frokosten. Derfor arbejder de lige nu på højtryk for at finde flere frivillige tjenere. Det løses blandt andet ved at låne tjenere fra andre barer, selvom damefrokosten ellers normalt kun bliver serviceret af frivillige udefra.

Men nye metoder måtte tages i brug, så de glade kvinder kan få den fest, de plejer. Derfor blev der onsdag også lavet et Facebook-opslag på markedets side for at få flere friske gutter til Damefrokosten.

- Vi er ikke blevet væltet ned af henvendelser fra Facebook-opslaget, og det forventede vi heller ikke. Men vi har fået fem til seks gode henvendelser, og dem har vi sagt ja tak til, så festen skal nok blive god for pigerne, fortæller kaptajnen for Damefrokosten.

Tror ikke folk er blevet skræmt væk

Det plejer at gå vildt for sig, når kvinderne indtager det store markedstelt. Her bliver der sunget, drukket, og for 100 kroner kan man også hive trøjen af en tjener, hvor pengene efterfølgende går til at godt formål.

Morten Rud er enig i, at det kan virke voldsomt for nogen, specielt hvis man ser det udefra. Men han tror ikke, det er derfor, de mangler frivillige i år.

quote Selvfølgelig er der nogen, der bliver skræmt væk. Vi har også nogen, der kun er med et år

Morten Rud, kaptajn for Damefrokosten på Døllefjelde Musse Marked

- Selvfølgelig er der nogen, der bliver skræmt væk. Vi har også nogen, der kun er med et år, og så er de ikke med mere. Det kan godt være voldsomt og være en del af, men det er jo bare sjovt. 

- I virkeligheden handler det jo bare om, at man husker at overholde sin egen grænse, og det synes jeg både pigerne og vores tjenere er gode til, siger kaptajnen.

- Vores vigtigste opgave som tjenere er at sørge for, at pigerne har det godt, og at de ikke mangler noget. Men størstedelen af tjenerne vil gerne være med året efter. Det går vildt for sig, men på den gode måde, pigerne er jo søde og rare, og synes bare det er megasjovt, forklarer Morten Rud.

Regner ikke med, det går udover festlighederne

Selvom der lige nu er underskud af tjenere, er Morten Rud helt sikker på, at damerne nok skal få en fest. For en fest er bestemt ikke noget deltagerne plejer at holde sig tilbage fra at skabe.

Artiklen forstætter under billedet.

Sådan ser det ud, når dørene bliver slået op til den famøse Damefrokost på Døllefjelde Musse Marked
Sådan ser det ud, når dørene bliver slået op til den famøse Damefrokost på Døllefjelde Musse Marked Foto: Jens Østergaard

Kaptajnen for Damefrokosten regner derfor ikke med, at stemningen og larmen rammer et lavere niveau, end den plejer. Han regner faktisk slet ikke med, at damerne opdager, der mangler tjenere. Han er mere nervøs for nogle andre.

- Jeg er mere nervøs for mine stakkels tjenere. De kommer nok til at være trætte, når der er gået tre timer, for de får travlt, for dem der er der, de skal løbe hurtigere. Men det er de også indstillet på, siger Morten Rud.

Forældet koncept?

Nogen kunne måske mene, at det at flå trøjen af mandlige tjenere og give et venligt klask bagi ikke helt passer ind i tiden. Morten Rud er også helt sikker på, at konceptet aldrig ville fungere, hvis det var med modsat fortegn.

- Konceptet, som vi kører med damefrokosten, kunne ikke køre modsat. Det kan jeg lige så godt sige, det kunne aldrig lade sig gøre, siger Morten Rud.

Men han tror stadig på, at den berømte og mindst lige så berygtede Damefrokost på Døllefjelde Musse Marked stadig passer lige så meget ind i tiden nu, som da den startede.

quote Jeg tror ikke konceptet er forældet, men det handler jo selvfølgelig om en balance

Morten Rud, kaptajn for Damefrokosten på Døllefjelde Musse Marked

- Jeg tror ikke konceptet er forældet, men det handler jo selvfølgelig om en balance. Jeg har jo mange tjenere, der siger pænt nej tak, og det bliver også fuldt respekteret. Jeg kan ikke mindes jeg har haft tjenere, der er kommet til mig og sagt, at de ikke har lyst til at være en del af det, mener Morten Rud.

Morten Rud fortæller at det bare er vigtigt, man passer på hinanden og opfører sig ordentligt. Og så længe den gode opførsel fortsætter, gør Damefrokosten også.

- Så længe vi kan holde konceptet på en grænse, alle er komfortable med, så tror jeg ikke, det dør ud. Men hvis jeg pludselig har tjenere, der ikke føler sig komfortable, så skal vi begynde at diskutere konceptet, siger Morten Rud.


Nyhedsoverblik