Den perfekte storm, som druknede Sydfalster og rev Lolland midt over

Af Peter Kryger

13. november 1872: Vinden peb med stød af orkanstyrke, og vandet var bidende koldt, da det hamrede hul i de små diger og skyllede ind over Lolland og Falster i tre meters højde. Hele familier blev udslettet, og dyr, huse og ejendele skyllede væk, da stormfloden oversvømmede to tredjedele af Sydfalster og kløvede Lolland i to. Men ud af katastrofen rejste sig to kæmpediger, der stadig beskytter Sydhavsøerne.  

 

Kisten i mørkt træ er enkel og hurtigt hamret sammen, for de havde travlt med at begrave deres døde i Gedesby for 148 år siden. Lille Karen Margrethe Jensen var kun halvandet år, da bølgerne rev hende med, og havde måske fortjent bedre, men snedkeren havde travlt med 19 andre kister efter stormfloden.

 

Karen Margrethe Jensen blev halvandet år.  Foto: Peter Kryger 

 

Tabstallet var nedslående i det lille Gedesby Sogn på Sydfalster efter stormfloden. 20 havde mistet livet, men kun 19 blev begravet.  

Den lille Karen Margrethe blev aldrig fundet, så i dag står hendes kiste stadig tom, 24 trin over våbenhuset i Gedesby Kirke, og fortæller historien om et af de mest sørgelige døgn i områdets historie. 

Gedesby Kirke med Karen Margrethes kiste på loftet.  Foto: Peter Kryger 

 

Skæbnesvangert vejr 

Op til katastrofen havde det i ugevis blæst stormende fra vest, og store mængder vand var ført med vinden ind i Østersøen. Men den 10. november slog vinden pludselig om.  

Blæsten udviklede sig til en usædvanlig kraftig og langvarig storm fra nordøst. Visse steder med vindstød af orkanstyrke.  

Igen blev vandet sat i bevægelse, men denne gang i modsat retning. Som ud ad en kagesprøjte blev det pumpet retur fra den østlige Østersø, tilbage mod kysterne ved Sydsverige, Nordtyskland og det sydøstlige Danmark.  

 

Hele vandspejlet skrånede 

På et tidspunkt stod vandet ved Helsinki fire fod under normalen, mens det stod 10,5 fod over normalen ved brunddragene på Lolland.  

Vandspejlet på Østersøen skrånede altså med næsten fem meters hældning fra Finland til Danmark.  

Se en animation af hvordan vejrforholdene påvirkede havets bevægelse. Grafik: Nick Abildgaard

 

Tidligere oversvømmelser 

Danmark havde før oplevet voldsomme stormfloder. Kyndelmissenat i 1625 blæste det så voldsomt, at det kun syv år gamle kirkespir på Nakskov Kirke blæste ned, og 400 kreaturer druknede ved Rødby.  

Og i januar 1825 nåede vandet op til Arringe Præstegård på Lolland. Men ødelæggelserne den 13. november 1872 var monumentale.  

I Køge Bugt strandede 30 skibe, ved Møn 50. I alt forliste eller strandede flere hundrede skibe ved de danske kyster. Samtidig blev jernbanen mellem Roskilde og Køge oversvømmet, havet skar Møn over i to halvdele, og Madsens Klint skyllede i havet.  

Strandede skibe ved Faxe Ladeplads i 1872.  Foto: Faxe Kommunes Arkiver 

 

På Sydlangeland druknede én person, og i Bøjden ved Fåborg druknede en kone med sine to børn.  

Fra Bornholm i øst til Sønderjylland i vest. Fra Nordtyskland til Køge Bugt, Langeland, Fyn og Møn var skaderne enorme.  

 

… af huse og gårde er 24 sporløst forsvundet. 65 aldeles ubeboelige og kun ni i byen, deriblandt skolen, nogenlunde beboelige. 20 mennesker fra Gedesby Sogn er druknede, kun 12 lig er fundet. Tre familier er aldeles uddøde, og 94 andre familier er husvilde. 

Lolland-Falsters Stiftstidende, den 19. november 1872 

 

Men få steder blev så hårdt ramt som de lavtliggende områder på Sydfalster og Sydlolland, da vandstanden steg til mere end tre meter over dagligt vande og brød de små, dårlige diger ud mod Østersøen.  

Bagved lå store landområder nærmest i højde med havoverfladen og blev opslugt af vandmasserne. Den dag mistede 80 mennesker livet på Sydhavsøerne. 

 

Stenen på Gedesby Kirkegård med markering af vandstanden 13. november 1872.  Foto: Peter Kryger 

 

To tredjedele af Sydfalster oversvømmet. 

I Gedesby Kirke er det ikke kun Karen Margrethes kiste på loftet, der vidner om katastrofen. Ude på kirkegården står en sten, hvor en streg markerer, hvor vandet gik til den 13. november 1872.  

For selvom Gedesby ligger tre kilometer fra Østersøen, stod vandet op i gaderne og langt ind i kirken, hvor folk søgte tilflugt.  

Men det var ikke alle, der nåede i sikkerhed på kirkebænkene.  

 

Gedesby Kirke tre kilometer fra havet, hvor folk søgte tilflugt.  Foto: Gedser Lokalhistoriske Arkiv 

 

Bøtø, et par kilometer fra Gedesby, ligger ud til Østersøen og blev først ramt.  

Men i takt med at vandet steg til mere end tre meter over dagligt vande, blev hele området syd for Bøtø Nor omdannet til et frådende hav, hvor kun en smal højderyg stak ud og banede en tynd landtange ud i Guldborgsund.  

 

Så højt stod vandet:

Nakskov: 6,5 fod over dagligt vande 

Vesternæs: 8,5 fod over dagligt vande 

Kramnitze: 9,5 fod over dagligt vande 

Bunddragerne: 10,5 fod over dagligt vande 

Grønsund: 10 fod over dagligt vande 

Falsters kyst: 11 fod over dagligt vande 

 

Folk forsøgte at finde tilflugt. En del i Gedesby Kirke, hvor de måtte trække fødderne op på kirkebænkene for at undgå vandet, der stod 30-40 centimeter højt inde i kirken. 

Men mange nåede aldrig at komme i sikkerhed. De søgte mod loftet i deres egne huse, i takt med at vandet steg. Flere steder skyllede lerkliningen mellem stokværket væk, andre steder blev hele huset revet med.  

På hustage drev folk rundt i slud og bidende storm mellem dyr og ejendele. Nogle blev reddet, andre druknede eller skyllede til havs.  

 

Kirkebøgerne vidner om tragedien på Sydfalster.  Foto: Peter Kryger 

 

Familier uddøde 

Kirkebøgerne fra dengang rammer tragedien ind med sirlig skrift i dystre koloner. I Gedesby Sogn omkom 20 mennesker, i Væggerløse 24 og i Skelby seks. Hele familier uddøde på tragisk vis i katastrofen. 

Da vandet havde trukket sig tilbage dagen efter, ankom en reporter fra Lolland-Falsters Stiftstidende til Gedser. Læs beretningen her: 

 

Nykøbing den 18de november.
Det syn der frembød sig for mig i Gedser lader sig ikke skildre. En mand sagde til mig: “Da jeg den 18. april måtte forlade ruinerne af Dybbøl, sagde jeg til mig selv, at jeg i dag havde set en elendighed, jeg aldrig ville komme til at opleve mage til; men her er en elendighed, der forekommer mig endnu større”.

Klik for at læse resten af beretningen

Sagen er, at hele byen ligger i uføre; sammenstyrtede huse, menneskelig, ådsler af heste og køer, får og svin, hunde, rester af fjerkræ, gærende hø- og halmstakke Alt blandet med stinkende uhumskheder, tildækker og omgiver byen og udbreder en stank, der vil blive forpestende, hvis der ikke i de allernærmeste dage kommer rigeligt arbejdskraft til hjælp til at rydde dette uføre. Endnu er der til at opholde sig, men det vil der ikke være om få dage, ifald der ikke kommer kraftig hjælp. “Gud har nu i den skrækkelige nød, givet os lov til at blive, vi, der her endnu leve; men vil vore kære standsfæller ikke, at utålelige uddunstninger skulle jage os bort, må vi bede dem sende os arbejdskraft til at rydde op, finde vore døde og grave graven til de mange, få dyrenes ådsler af vejen og vore brønde rensede.


Jeg skal for så i dag kun tilføje, at af huse og gårde er 24 sporløst forsvundet. 65 aldeles ubeboelige og kun 9 i byen, deriblandt skolen, nogenlunde beboelige. 20 mennesker fra Gedesby sogn er druknede, kun 12 lig er fundet. 3 familier er aldeles uddøde og 94 andre familier er husvilde.



Kilde: Lollands-Falsters Stiftstidende den 19. november 1872

 

Mindelund i Gloslunde 

Med sine fire længer hvidkalket stokværk, stråtag og højt til loftet udstråler Gloslunde Præstegård al den rigdom, som de omkringliggende fede lollandske jorder ødsler af.  

Men i 1872 var området på det sydlige Lolland en dødsfælde.  

Bagved præstegården ligger kirken med det fritliggende tårn og den lille kirkegård. Men der var ikke plads nok i dagene efter den 13. november 1872, så de døde blev begravet på plænen foran præstegården.

I dag er der indrettet en mindehave.  

 

Stenen med navnene på de omkomne i Gloslunde Sogn.  Foto: Peter Kryger 

 

Lolland kløvet i to 

Ligesom på Falster ramte vandet Sydlolland med enorm kraft. Ved Brunddragene tæt på Rødby stod vandet 10,5 fod over dagligt vande og ved Kremnitze 9,5 fod over. Området var prisgivet. 

Byer som Hummingen og Kramnitze samt små øer som Magleholm og Lilleholm, der dengang lå i Rødby Fjord, blev fuldstændig oversvømmet. 

Her blev der også rapporteret i de lokale aviser. 25. November 1872 lød overskriften i Nakskov Tidende: “Elleve af de druknedes begravelse. En trist vandring gennem Gloslunde Sogn”. Læs en del af øjenvidneberetningen her: 

 

Nakskov tidende 25. November 1872.
... de 11 der den dag blev begravet, var Ramus Gylle, Jens Kuld, hans hustru og deres datterdatter og deres søns hustru, Rasmus Musse, hans hustru og deres fire børn, hvoraf den yngste som blev døbt om søndagen før stormfloden, blev lagt i samme kiste som moderen.

Klik for at læse resten af beretningen

Fra kirken begiver meddeleren sig på vej mod Hummingen ad Gloslunde Kovej: Ved overkørslen til Lilleskovsland ligger til venstre et hus uden vægge og uden tag. På det nøgne loft tilbragte familien hele onsdagen og torsdag nat, mens bølgerne hvert øjeblik truede med at overskylle huset, og de nærmest-boende kunne høre familien råbe om hjælp. Noget på den anden side træbroen stod til højre for overkørslen et tildels nyopført hus, tilhørende Hans Sok og beboet af ham og hans familie. Det er nu aldeles forsvundet og intet – aldeles intet – er blevet tilbage, som kan fortælle om, at her ligger en hel families flerårige slid og anstrengelser begravet. Vandet overskyllede byggegrunden og kun et par stikkelsbærbuske viser det sted, hvor huset har stået. Til højre og til venstre, hvor der har været dels pløjemarker, dels eng, der nu er intet andet end en stor sø. Nogle få hundrede alen længere fremme, men på tørt land, ligger nogle rester fra et ligeledes forsvundet hus. Foden af skorstenen, nogle murbrokker spredt hist og her – det er alt. Her boede Jacob Christensen; han og familien reddede ligesom de foregående livet, men alt hvad han ellers ejede, indbefattet en ko, er tillige med hus og indbo drevet ad Østersøen til.


Man når derefter Hummingeland: Kast blikket til højre, og de vil straks tæt op til landevejen finde levninger af et bortskyllet hus, der tilhørte R. P. Christensen, men heldigvis var ubeboet. Det har derfor ikke så meget krav på opmærksomhed som ruinerne af et andet hus, der ligger længere fremme i terrænet. Her boede Frederik Hjulmand med sin hustru. Vi talte med manden oppe ved kirkegården, “Ja, jeg slap da med livet, men min kone – hende har Østersøen taget”, udtalte han med et suk og førte hånden til øjet. “Vi havde søgt frelse på loftet over sovekammeret; men det knagede og bragede i huset, så vi troede det skulle styrte omkuld. Da mente min kone, at det sikreste var at krybe over i foderladen, og vi var netop lige kommet derover, da et heftigt vindstød i forening med en stærk bølgegang skilte huset i to dele. Jeg blev af en sammenhængende lap af taget kastet ind på loftet igen, og herfra så jeg den fraskilte del af huset tumle omkring i bølgerne med min kone begravet under taget”. Således lød den stakkels mands simple og trohjertige beretning.


Til venstre og noget syd herfor hvor Ramus Jensens Musses hus har stået; heraf findes imidlertid ikke spor, familien bestod af 9 medlemmer, nemlig mand og kone og 7 børn, men ingen kender de nærmere omstændigheder ved deres skæbne, og der er ingen af dem tilbage, der kan skildre den dødskval, som denne ulykkelige familie har udstået, inden Østersøens kolde vover lukkede sig over dem alle. Østen herfor boede en mand, ligeledes ved navn Ramus Musse, en fætter til den foregående. Heller ikke af hans hus findes der noget spor, men han reddede sig over til en af naboerne, hvis hus holdt sig; det vil sige: Vægge og vinduer blev slået i stykker, kreaturerne druknede, og indboet og øvrigt inventar er bortdrevet. Denne bemærkning gælder for øvrigt samtlige gårde på Hummingen.

Kilde: Nakskov Tidende 25. November 1872

(I en senere artikel fremgår det, at Frederik Hjulmands hustru blev fundet tredje marts året efter af tre drenge, der legede ved Dudstrand. Da de pirkede til liget med en kæp, er det beskrevet, hvordan luften stod rallende ud af munden på det oppustede lig).



 

1/3 af Lolland oversvømmet 

Til sidst løb Rødby Fjord og Nakskov Fjord sammen. Normalt var der otte kilometer mellem de to fjorde, nu kløvede vandet øen i to og dannede en hel ny ø ud af det sydvestlige Lolland.  

En tredjedel af Lolland var forsvundet under vand. 

 

01:06

Ved Gloslunde Præstegård på Lolland ligger en mindehave for de omkomne. 

Luk video

 

26 omkom i Gloslunde Sogn 

I Gloslunde omkom 26 mennesker den novemberdag i 1872. Fem blev aldrig fundet. De 21 andre blev begravet i plænen foran præstegården.  

Dengang fik de hverken sten eller kors. Men i dag er hver grav markeret med en lille trædesten, mens alle navnene er indgraveret i en fælles sten i mindehaven. 

 

Se en animation over hvor højt vandet stod på Lolland og Falster.. Grafik: Nick Abildgaard

 

Katastrofen gav genlyd 

Der var naturligvis hverken internet, radio eller fjernsyn dengang. Ingen gule breaking-bjælker og ingen bippende nyheds-notifikationer.  

Faktisk var det ti år før, den første telefoncentral blev oprettet i Danmark, så nyhedsrytmen slog med en noget lavere puls. Alligevel gav katastrofen hurtigt genlyd i hele landet. 

H.C. Andersen skrev et stormflods-digt, som blev bragt i en københavnsk avis. Og forfatteren og kunstneren Holger Drachmann rejste rundt i katastrofeområdet og tegnede skitser og skrev beretninger til hovedstadsavisen, Illustrerede Tidende. 

Det var en national katastrofe af uset omfang. 

 

Redningsaktion under stormfloden. Skitse: Holger Drachmann 

 

Sumpfeber og ødelagte marker 

Da vandet endelig trak sig væk, lå store områder tilbage, hvor huse, husdyr og ejendele var skyllet væk. Hele familier var udslettede, og mange andre havde mistet. Langs kysterne lå strandede skibe og opskyllede lig.  

I tiden efter rasede den malarialignende “sumpfeber”, og markerne, der havde været oversvømmet af det salte havvand, var svære at dyrke i årene efter. 

 

Alt var ødelagt, da vandet trak sig tilbage. Skitse: Holger Drachmann 

 

Katastrofehjælp strømmede til  

Hurtigt oprettede folk hjælpeindsamlinger og afholdt basarer for at samle penge ind til katastrofeområdet. Staten trådte også til. Blandt andet ved at sende hjælpetropper, der skulle rydde op i de berørte områder.  

Den sjette december 1872 ankom 150 soldater til Kappel på Sydlolland for nødtørftigt at hjælpe med at udbedre diget. 

Da de var færdige ved juletid, fortsatte de til Falster for også at hjælpe dér. 

 

I aviserne var der annoncer for indsamlinger og basarer til fordel for katastrofeområdet. Foto: Peter Kryger 

 

Staten handlede hurtigt 

I det hele taget var de rystede i Rigsdagen, og politikerne reagerede usædvanligt hurtigt. En lignende katastrofe skulle undgås, og allerede et halvt år efter katastrofen i maj 1874 underskrev Kong Christian 9. “Lov om Digearbejde paa Lolland og Falster”.  

Link: Digeloven fra 1873 

To kæmpediger, 12 fod over dagligt vande, skulle opføres. Danmarkshistoriens længste kystbeskyttelsesprojekt var besluttet. 

 

Arbejdstegning til det Det Lollandske Dige.  Foto: Peter Kryger 

 

De store diger 

Når man i dag går på digerne på Sydfalster og det sydlige Lolland, er det en enestående, naturskøn oplevelse.  

Havet til den ene side med strand, klitter og græsklædte skråninger, der stiger op mod stien på digekronen. Her fra tre-fire meters højde er der en enestående udsigt ud over vand og land, mens grusstien strækker sig som en løber ud i horisonten.  

På Falster kan man fortsætte 17 kilometer fra Birkemose i syd til Ulslev i nord. På Lolland 63 kilometer fra Nakskov i Vest til Kjeldskov i øst.  

Undervejs passeres skovområder med vindblæste træer og sommerhusområder. Men mest af alt hviler øjet over en rolig horisont.  

 

00:34

Fra luften kan man fornemme, hvor langt Det Lollandske Dige strækker sig. 

Luk video

 

Store landområder blev beskyttet 

Men man befinder sig også oven på hårdt slid. En konstruktion, der aldrig før var opført i Danmark, bygget med håndkraft og med en enorm hastighed. 

Allerede 4. august 1873 blev den første strækning, kaldet “kasse”, udbudt på Lolland fra Langebro i Nakskov til Vestenskov. Samme efterår blev første skovlfuld jord gravet.  

Oprindeligt var det meningen, at kun tre kasser skulle bygges på Lolland. Men beboere, landsbyer og godser længere mod øst ønskede også beskyttelse, og snart blev diget udvidet og forlænget for til sidst at dække seks kasser og beskytte 32.000 tønder land i stedet for oprindeligt 13.700.  

 

Digerne blev bygget i hånden. Her et foto fra en senere udbedring af diget. Foto: Højreby Lokalhistoriske Arkiv 

 

Bygget med håndkraft 

Arbejder blev udført med skovl og trillebør. I 1874-77 var der i de gode arbejdsmåneder på Lolland beskæftiget 6-700 mand plus smede, stenfiskere, stenhuggere og tømrere.  

Allerede i 1874 blev slusen ved Nybro i Nakskov indviet. I april måned året efter var den største sluse ved Kramnitze færdigbygget. I alt 27 sluser blev etableret i det 63 kilometer lange dige. 

 

Den største af de 27 sluser i Lollands Dige er ved Kramnitze. Foto: Højreby Lokalhistoriske Arkiv 

 

Færdige på få år 

Sideløbende med diget på Lolland blev Det Falsterske Dige bygget på Falster. Begge diger blev påbegyndt i efteråret 1873 og færdiggjort i rekordfart. På Falster kunne man indvie diget i 1875. På Lolland tre år senere.  

Alene Det Lollandske Dige krævede, at arbejdsmændene skovlede 1,73 millioner kubikmeter jord op for at lave diget. 

 

Det Lollandske Dige: 

Byggeperiode: 1873-1878.  

Længde: 63.265 m. 

Sluser: 27. 

 

Det Falsterske Dige: 

Byggeperiode: 1873-1875.  

Længde: 17.553 m. 

Højde: 3,77 m. 

Kronens bredde: 2,51 m. 

 

 

På en gård ved Gedesby er det markeret, hvor stormfloden gik til i 1872. Foto: Peter Kryger 

 

Enestående observationer  

I dag beskytter de to store diger stadig det sydlige Lolland og Falster mod Østersøen. Men digerne er ikke det eneste vigtige, der er tilbage efter den store stormflod. 

I København var stadsingeniør Ludvig August Colding lige så rystet som resten af landet, da han hørte om stormfloden. Men han undrede sig også. 

For godt nok var stormen hård, da vinden førte vandet med sig. Men det blæste ikke hårdere, end man havde oplevet før, uden det førte til oversvømmelser. 

 

Ludvig August Colding indsamlede oplysninger om Stormfloden i 1872.  

 

Jordrystelser fik skylden for stormfloden  

En almindelig antagelse var derfor, at stormfloden til dels blev udløst af en underjordisk rystelse ved Bornholm. Men Colding var ikke overbevist og handlede ud fra sit videnskabelige instinkt. 

Han satte sig for hurtigst muligt at indsamle øjenvidneberetninger fra katastrofeområderne og satte en annonce i Berlingske.  

Samtidig bad han Inden- og Udenrigsministeriet om hjælp til at indsamle så mange observationer som muligt af vejr, vind og vandstand forud for og under selve stormfloden. Eller “vandfloden”, som han kaldte den. 

 

Coldings optegnelser er yderst detaljerede. Foto: Peter Kryger 

 

Afhandling om stormen 

Colding modtog 400 besvarelser fra 274 lokaliteter i og udenfor Europa angående vindens retning og styrke og havets vandstand på forskellige tidspunkter i de tre døgn 12.-14. november 1872. 

I 1881 udgav han en samlet afhandling i Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrift med den mundrette titel: Nogle Undersøgelser over Stormen over Nord- og Mellem-Europa af 12te-14de November 1872 og over den derved fremkaldte Vandflod over Østersøen. 

 

Coldings afhandling udgivet i 1881 danner grundlag for moderne kystsikring. Foto: Peter Kryger 

 

Coldings målinger beskytter os i dag 

Men lige så bøvlet titlen er, lige så vigtig er hans værk, hvis man skal forstå 1872-stormfloden. 

Colding beviste, at det ikke var jordrystelser ved Bornholm, som var årsag til den høje vandstand. Men derimod de helt særlige vejrforhold forud for og under stormfloden. 

Et enestående værk, der i dag bruges af eksperter til at beskytte os mod nye stormfloder. 

 

Peter Fløcke Klagenberg med computer-modellen af A. Coldings optegnelser fra 1872. Foto: Peter Kryger  

 

Computermodel af 1872-stormen 

Hos rådgivningsfirmaet NIRAS i Allerød har Peter Fløcke Klagenberg og hans kollega sat Coldings observationer ind i en computermodel, som simulerer, hvordan stormen ville påvirke vores område i dag. 

For skal vi sikre os mod Østersøen, er det en 1872-storm, vi bør sikre os imod, mener Peter Fløcke Klagenberg. For selvom vi de seneste år har oplevet oversvømmelser og vand i gader og boliger efter storme som Bodil og Urd, er det ingenting i forhold til i 1872.  

Faktisk stod vandet en meter højere i 1872 end efter Urd i juledagene i 2016. 

 

En stormflod til 80 milliarder 

De menneskelige og økonomiske omkostninger efter stormfloden var enorme. Alene i Gedesby Sogn blev skaderne gjort op til 200.000 rigsdaler.  

I 2016 forsøgte TV2 sammen med Danmarks kommuner at sætte tal på, hvad skaderne efter en lignende oversvømmelse ville koste i dag. Ved en forhøjet vandstand på 2,8 meter var den konservative vurdering, at skaderne ville koste samfundet mindst 80 milliarder kroner. 

 

 

Det 17 kilometer lange Falsterske dige. Foto: Peter Kryger  

 

Syv 1872-storme på 1000 år 

Hos NIRAS har de været i arkiverne og fundet beretninger, der vidner om, at der har været syv storme som den i 1872 de seneste 1000 år. Og er det sket syv gange, vil det ske igen, er Peter Fløcke Klagenberg sikker på. 

I Køge Kommune er de af samme overbevisning og vil dimensionere et nyt 11 kilometer langt dige ud fra computermodellen af Coldings optegnelser.  

Diget koster et sted mellem 100 og 200 millioner kroner, men vil beskytte 19.000 mennesker, og man undgår skadesomkostning på mellem fem og 12 milliarder kroner ved en ny stormflod som den i 1872. 

 

Kramnitze sluse beskytter med sine seks låger stadig det sydlige Lolland. Foto: Peter Kryger 

 

Mysteriet om Karen Margrethe 

Karen Margrethe forblev et mysterium i Gedesby, indtil der var nyt fra Langeland. 

På Tranekær Kirkegård findes der derfor i dag en grav med et simpelt jernkors, hvor der står: “Her hviler en lille udkjendt Pige 6 a 7 Aar ilandreven ved Botofte Strand under stormfloden 18 Nov 1872”. 

 

“Liget ikke fundet” står der ud for Karen Margrethes navn i kirkebogen. Foto: Peter Kryger 

 

Længe koblede man den ukendte pige, som var skyllet i land på Langeland, med Karen Margrethe Jensen, der manglede i Gedesby. 

Men ved 100-års jubilæet for stormfloden i 1972 blev der gravet dybere i historien, og man fandt Karen Margrethes hvilested langt tættere på stedet, hun forsvandt. 

 

Karen Margrethe Jensen blev begravet på Væggerløse Kirkegård. Foto: Peter Kryger 

 

Fundet i Væggerløse 

Faktisk blev Karen Margrethe Jensen begravet kun 13 kilometer fra sin kiste.  

Den 8. januar, knap to måneder efter stormfloden, blev hun fundet, men i Væggerløse Sogn længere mod nord. Her blev hun også begravet den 10. januar 1873.  

Samme dag blev et andet stormflodsoffer i øvrigt også begravet i Væggerløse, og blot to dage senere blev endnu én, der omkom i bølgerne, begravet på samme kirkegård. Petra Kirstine Hansen blev også kun halvandet år gammel. 

 

Lig blev ved at dukke op 

I det hele taget trak det ud med at finde de sidste ofre. Den sidste begravelse i Væggerløse efter stormfloden fandt først sted den 27. juli 1873. Otte en halv måned efter, at hun forsvandt i flodbølge, blev otteårige Gertha Jørgensen endelig stedt til hvile. 

 

 

Rundt omkring i Danmark findes adskillige mindesten, mindesmærker og markeringer for Stormfloden i 1872. Her et lille udpluk: 

Falster

Gedesby Kirke. Mindesten på kirkegården med streg, der markerer vandstanden. 

Bøtø Nor pumpestation. På væggen i sneglerummet er vandstanden markeret. 

Marielyst. Mindelund med søjle, der markerer, hvor vandet gik til, samt sten til minde om et brødrepar der sejlede rundt mellem hustagene og reddede folk. 

 

Lolland

Gloslunde. Mindelund og lille udstilling i Gloslunde præstegård. 

Rødby. Stormflodssten og mindepark.  

Kramnitze. Monument og vandstandsstreg ved sluseporten i diget. 

 

Stormflodsstenen i Rødby ved indvielsen i 1930. Foto: Højreby Lokalhistoriske Arkiv 

 

Tak til: 

Søren Winther Nielsen, sognepræst, Gedesby 

Henrik Gade Jensen, sognepræst, Gloslunde 

Peter Fløcke Klagenberg, NIRAS 

Ellen Krighaar, Gedser Lokalhistoriske Arkiv 

Henning Hallberg, Guldborgsund Bibliotekerne 

Hanne Blom, Højreby Lokalhistoriske Arkiv 

Tessa Clausen, Nordlangelands Lokalhistoriske Arkiv 

Else Gade, Faxe Kommunes Arkiver 

Heidi Pfeffer, Nakskov Lokalhistoriske Arkiv 

Anne Margrethe Kondrup Rasmussen, Sydlollands Lokalarkiv 

 

Kilder: 

A. Colding, Nogle Undersøgelser over Stormen over Nord- og Mellem-Europa af 12te-14de November 1872 og over den derved fremkaldte Vandflod over Østersøen. 

Det falsterske dige, digeregistrering, Kystinspektoratet marts 1997. 

Kirkebøgerne for Gedesby og Væggerløse sogne. 

Det lollandske Dige gennem 125 år 1872-1997, udgivet af det lollandske digelag. 

Stormflodsdiget 1872 - 13. november – 1972, Udgivet af det lollandske digelag. 

Samt diverse artikler i aviser fra dengang og i dag. 

 

 

¨