Byråd sat på plads af ministerium efter mistanke om lovbrud på specialskole

Børne- og Undervisningsministeriet opfordrer Lolland Kommune til at kulegrave mistanke om lovbrud. Minister kalder børns mistrivsel uacceptabel.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Lolland Kommune har fået en direkte ordre om at undersøge forholdene på Specialskolen Lolland hurtigst muligt. 

Det fremgår af en mail, som TV2 ØST har set. 

Mailen er sendt den 2. maj klokken 14.31 fra Børne- og Undervisningsministeriets Styrelse for Undervisning og Kvalitet – også kaldet STUK – til Lolland Kommune.

I mailen står der blandt andet:

"Byrådet i Lolland Kommune er ansvarlig for kommunens folkeskoler. Styrelsen forventer derfor, at byrådet hurtigst muligt undersøger forholdene på specialskolen og sørger for, i de tilfælde hvor der måtte foregå lovovertrædelser, at træffe de nødvendige beslutninger for at bringe disse overtrædelser til ophør."

TV2 ØST har tidligere fortalt om forældre, der frygter, at deres børn mistrives på Specialskolen Lolland.

I mailen fremgår det, at STUK har modtaget en lang række henvendelser fra bekymrede forældre, skolebestyrelsesmedlemmer samt landsorganisationen Skole og Forældre i perioden fra februar i år og helt frem til den 27. april.

Børne- og Undervisningsministeriet oplyser endvidere til byrådspolitikerne, at man har bedt Ankestyrelsen om at overveje, hvorvidt Specialskolen Lolland skal under tilsyn. En klokkeklar ordre til byrådet om, at nu går den ikke længere – nu skal mistanken om lovbruddene på Specialskolen Lolland kulegraves.

TV2 ØST har tidligere fortalt om forældre, der frygter, at deres børn mistrives på skolen, og at de for eksempel ikke kommer på toilettet eller får skiftet ble.

- Det er børn, der ikke kan komme på toilettet, børn der ikke får talecomputere. Så de kan ikke sige, jeg er tørstig, jeg skal tisse, eller jeg er bange, har Maria Schouw Nielsen, der er mor til to børn på skolen, fortalt til TV2 ØST.

Læs også
Børn kommer ikke på toilettet eller får skiftet ble - specialskole anklages for lovbrud
Læs også
Børn kommer ikke på toilettet eller får skiftet ble - specialskole anklages for lovbrud

Minister kalder behandling uacceptabel

Udover den klare opfordring fra ministeriet til Lolland Kommune har børne- og undervisningsminister, Pernille Rosenkrantz-Theil (S) i dag sendt et skriftligt svar til folketingsmedlem Karina Adsbøl omkring situationen med Specialskolen Lolland.

Sådan ser skolen ud.
Sådan ser skolen ud. Foto: Martin Stilling / TV2 ØST

Her står blandt andet:

"Det er selvsagt ikke acceptabelt, hvis der er børn, der ikke får den nødvendige hjælp til at komme på toilettet eller skiftet ble i løbet af skoledagen, eller børn, der ikke får de nødvendige kommunikationshjælpemidler, de har behov for i skolen." 

Ministeren fortsætter:

"Det er også et kommunalt ansvar at prioritere de nødvendige ressourcer til at udarbejde pædagogiske-psykologiske vurderinger og andre nødvendige opgaver i forbindelse med at tilrettelægge undervisningen for elever med særlige behov."

Ministeren bekræfter i svaret, at ministeriet har bedt Ankestyrelsen om at se nærmere på sagen og understreger, at "Ankestyrelsen har de sanktionsmuligheder over for kommunerne, der følger af den kommunale styrelseslov."

Passivitet rammer børnene

Leo Christensen fra Lokallisten Lolland har sammen med Enhedslistens Bente Borreskov flere gange udtrykt sin utilfredshed med kommunens ageren i sagen om Lolland Specialskole.

Læs også
Byrådsmedlemmer anklager borgmester for at bryde loven
Læs også
Byrådsmedlemmer anklager borgmester for at bryde loven

- Nu kan vi ikke gemme os længere. Nu skal vi simpelthen have undersøgt forholdene til bunds på specialskolen. Nu er det slut med påstanden om, at specialskolen ikke har grundlæggende problemer. Byrådet har fået en ordre fra ministeriet – og det skal vi agere på her og nu, siger Leo Christensen (Lokallisten Lolland).

Leo Christensen (LL) er ikke i tvivl. Nu skal byrådet agere efter klar ordre fra ministeriet.
Leo Christensen (LL) er ikke i tvivl. Nu skal byrådet agere efter klar ordre fra ministeriet. Foto: TV2 ØST

Han mener, at borgmester Holger Schou Rasmussen (S) og formanden for Børne- og Skoleudvalget, Thomas Østergaard (S), skal stoppe med at gemme sig bag den evaluering af Specialskolen, der sidste år blev sat i gang, og som forventes afsluttet til august.

- Nu skal de stoppe med det pjat og se at komme i gang. Det er børnene, det handler om. Den evaluering, som de altid nævner har intet at gøre med de mange henvendelser, som ministeriet har modtaget i år. I byrådet har vi været alt for dårlige til at lytte til både børn og forældre – det skal vi gøre nu.

Toppen af isbjerget

Leo Christensen tror, at problemerne på Specialskolen stikker dybere:

- Vi skal regne med, at de mange forældre, der har været bange for at sige deres mening, nu begynder at dukke op – så problemet kan vise sig at være meget større. Vi må nok se i øjnene, at vi kun har set toppen af isbjerget indtil videre.

Læs også
Skolen har ikke undervist dem nok - nu kan de ikke begynde på en uddannelse
Læs også
Skolen har ikke undervist dem nok - nu kan de ikke begynde på en uddannelse

TV2 ØST har talt med borgmester Holger Schou Rasmussen. Han henviser til formanden for Børne- og Skoleudvalget, Thomas Østergaard. 

Trods både telefoniske henvendelser samt henvendelser på skrift, har det indtil videre ikke været muligt at få en kommentar fra udvalgsformanden.

Specialskolen Lolland tilbyder specialundervisning til elever i folkeskolen, der bliver visiteret til skolen. 


Nyhedsoverblik