Brand i skrotdynge hos ophugger i Maribo udviklede farlig røg

Politiet og brandfolk er onsdag rykket ud til en brand hos en skrothandler i Maribo, hvor der er gået ild i en skrotbunke, som udvikler sort røg.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.
Opdateret klokken 18.55
Politiet ophæver varsling: Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi sendte onsdag eftermiddag en beredskabsmedelelse ud, da røgen fra branden udviklede sundhedsskadelig røg. Beboere i området skulle holde sig væk fra røgen og lukke døre og vinduer. Den varsling er nu ophævet. Personer i det berørte område kan igen gå udendørs og åbne døre, vinduer og ventilation
Clock22. apr 2020, kl. 19:45
Branden er under kontrol, fortæller indsatsleder Henrik Christiansen.

Onsdag eftermiddag er der udbrudt brand i en skrotdynge hos en ophugger. Det drejer sig om Munks Produkt på Banevænget i udkanten af Maribo. Branden har udviklet en kraftig røg på stedet. 

Både brandfolk og politiet er på stedet. Det bekræfter vagtchefen hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi over for TV2 ØST. 

Politiet opfordrede tidligere på dagen alle borgere i området til at holde sig ude af røgfanen og holde døre og vinduer lukket ligesom ventilation skal være slukket. Den varsling er nu ophævet.

Røgfanen driver mod vest. Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse og på twitter.

Kan være sundhedsskadelig

Myndighederne vurderede, at røgen fra branden kunne være sundhedsskadelig. Derfor opfordrer politiet alle, der har opholdt sig i røgfanen og føler ubehag eller bliver dårlig, til at kontakte egen læge eller lægevagt.

- I hastende tilfælde skal man ringe 1-1-2, skriver de til slut i pressemeddelelsen. 

Lolland-Falster Brandvæsen fik anmeldelsen omkring klokken 13.40. 

Den kraftige røg har blandt andet betydet ifølge Folketidende, at Lollandsbanen i en overgang måtte indstilles. 

Artiklen fortsætter under billedet.

Røgen fra branden i Munks Produkt i Maribo kan ses på flere kilometers afstand. Her har Lotte Lilleøre taget et billede ved Søholt Gods.
Røgen fra branden i Munks Produkt i Maribo kan ses på flere kilometers afstand. Her har Lotte Lilleøre taget et billede ved Søholt Gods. Foto: Privatfoto - Lotte Lilleøre

Indehaver: - Der er rigtig mange flammer og sort røg

Det er Benoni Munk, som ejer Munks Produkt i Maribo, hvor branden startede. Han fortæller, at han selv var på vej til et møde inde i byen onsdag eftermiddag, da han fik et opkald fra en af sine ansatte om branden.

- Jeg skynder mig at sige til ham: "Skynd jer at få så meget væk som overhovedet muligt, så ilden ikke skal sprede sig", siger han.

quote Så skal jeg love dig for, at jeg kom til en brand af en anden verden

Benoni Munk, ejer af Munks Produkt, Maribo

- Så siger medarbejderen til mig: "Det er for sent."

Branden er startet i en skrotbunke, som er godt fem meter høj, fortæller Benoni Munk. Og da han kom tilbage, havde ilden allerede taget godt fat. 

- Så skal jeg love dig for, at jeg kom til en brand af en anden verden. Der er ild i hele den her jernbunke, og Falck er rekvireret, som så kommer kort tid efter og begynder at slukke det, siger Benoni Munk. 

- Der er rigtig mange flammer og stort set kun sort røg, tilføjer han. 

Ifølge Benoni Munk er ingen dog kommet til skade under branden. 

En smule benzin kan have antændt jernbunke

Til daglig fungerer Munks Produkt både som bilophugger og skrothandler. Derfor har der ligget meget forskelligt i skrotbunken, som der er gået ild i, forklarer Benoni Munk. Brandårsagen er endnu ikke fastlagt, men indehaveren har selv et bud på, hvad der er sket. 

- Sådan en jernbunke indeholder alt, kan man sige. Lad os bare tage et eksempel med en græsslåmaskine, hvor der har været en lille smule benzin i, siger Benoni Munk.

- Hvis den ender med at ligge på hovedet, og de få dråber benzin løber ned. Så når vi arbejder med vores kran, så skal der ikke meget til at antænde en ild. Det vil jeg tro, er det, der er sket.

Brand under kontrol

Onsdag aften klokken 19:40 fortæller indsatsleder for brandvæsnet, Henrik Christensen, at branden er under kontrol, og den sorte røg er forsvundet i takt med, at branden er blevet slukket ned.

Området er dog stadig varmt, og derfor damper det stadig kraftigt fra skrotdyngen.

- Når du hælder vand på, får du den damp, som du ser nu. Det meste af det er vanddamp.

I alt 40 brandfolk og 13 køretøjer har deltaget i slukningsarbejdet, der har strakt sig siden 14-tiden i eftermiddag.

- Vi trukket ressourcer på det samlede beredskab og haft mange styrker inde for at løse den her opgave og sat ind massivt for at få slået ned så hurtigt som overhovedet muligt – også på grund af den røgudvikling, der var.

Henrik Christensensen forventer, at slukningsarbejdet vil stå på et par timer endnu.


Nyhedsoverblik