Borgmestre efter samråd: - Det er et godt stykke den rigtige vej

Energiministeren kommer kommuner i møde i omdiskuteret sag om udvinding af olie, gas og geotermi på sydhavsøerne.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) vil undersøge, om det er muligt at sikre, at et hollandsk firma ikke bruger den omstridte metode fracking, hvis de får lov til at bore efter olie, gas og geotermi på Lolland og Falster.

Det fortalte han på et samråd i Folketinget i dag, hvor også de to kommuners borgmestre John Brædder (Guldborgsundlisten) og Holger Schou Rasmussen (S) deltog.

- Det er et godt stykke den rigtige vej, at han vil undersøge det her. Undersøgelserne kommer til at tage tre til fire måneder, så beslutningen om tilladelse er udskudt, og det er vi glade for, siger Guldborgsunds borgmester, John Brædder, til TV ØST.

Nej til fracking

I juni kom det frem, at det hollandske firma Nail Ressources har søgt om at lave prøveboringer efter gas, olie og geotermi på sydhavsøerne. Det har skabt stor debat og stærke reaktioner på øerne, som satser meget på grøn energi.

quote Undersøgelserne kommer til at tage tre til fire måneder, så beslutningen om tilladelse er udskudt, og det er vi glade for

John Brædder (Guldborgsundlisten), borgmester

Især metoden fracking, der bruges til at udvinde olie, har været i fokus, fordi den i for eksempel har betydet alvorlig forurening af grundvandet i USA.

Og der er da heller ikke nogen tvivl, hvis man spørger de to borgmestre på Lolland og Falster om deres holdning til fracking.

- Vi siger nej til fracking. Og jeg forventer heller ikke efter dagens samråd, at det kommer til at ske. Ministeren har en lille dør på klem, så vi er ikke i mål, men han går meget op i at beskytte grundvandet, så det er gode takter, siger Lollands borgmester, Holger Schou Rasmussen, til TV ØST.

Ja til geotermi

Borgmestrene mener dog samtidig, at hvis hollænderne skal have lov til at prøvebore på Lolland og Falster, så skal det udelukkende være efter geotermi.

- Man skal ikke bore efter fossile brændstoffer på Lolland. Det er ikke den vej, vi vil gå. Vi satser på grøn energi, og vi vil være førende i Europa på det område. Og det bliver man ikke, hvis man samtidig sutter på det bolche, der hedder olie og gas, siger Holger Schou Rasmmusen, og John Brædder stemmer i:

quote Vi satser på grøn energi, og vi vil være førende i Europa på det område. Og det bliver man ikke, hvis man samtidig sutter på det bolche, der hedder olie og gas

Holger Schou Rasmmusen (S), borgmester

- Vi satser på en total grøn omstilling på Falster, og der passer fossile brændstoffer ikke ind. Men jeg er glad for, at ministeren i dag har været imødekommende i forhold til vores bekymringer, siger han.

Ministeren har nemlig også erkendt, at de to kommuner ikke er blevet hørt tilstrækkeligt i forhold de mulige prøveboringer. Derfor har han blandt andet inviteret de to borgmestre med til et møde med Energistyrelsen den 22. august, hvor de skal diskutere de fremtidige muligheder.

- Vi sporer en bevægelse hos ministeren. Det viste samrådet også. Ministeren har rykket sig, og han er klar til at lave de undersøgelser, der skal til og til at tage en snak med energiselskabet. Det er positivt, slutter Holger Schou Rasmussen.


Nyhedsoverblik