Borgere vil overtage kendt badebro: - Det er ikke en helt almindelig bro, det er et bygningsværk

Lolland Kommune drøfter et ønske fra borgerne om, at en badebro på Hestehovedet skal overdrages til brugerne.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Mange kender badebroen på Hestehovedet i Nakskov Fjord, selvom de måske aldrig har sat deres ben på broen. Den er et yndet motiv til fotografering, og selv Dronning Margrethe har lagt vejen forbi Hestehovedet. 

Nu er der planer om, at den kendte bro bliver borgernes badebro i bogstaveligste forstand. Lokale kræfter er interesseret i at overtage broen, og Lolland Kommune vil gerne drøfte mulighederne for, at det sker.

Det falder i god jord hos lokale foreninger. 

- Det er jo ikke en helt almindelig badebro, det her. Det er et bygningsværk, lyder det fra formanden for Nakskov Sejlklub og Hestehovedets Lystbådehavn, Asger Knudsen.

Kommunen sparer på driften 

Formand for teknisk udvalg i Lolland Kommune, Gert Mortensen, har ved flere lejligheder luftet tanken om at ændre på ejerskabet af badebroerne i kommunen. Badebroen på Hestehovedet i Nakskov Fjord er i sin tid bygget af Nakskov Kommune og overtaget af Lolland Kommune i forbindelse med kommunesammenlægningen. 

quote Det er jo ikke en helt almindelig badebro, det her. Det er jo et bygningsværk

Asger Knudsen, formand, Nakskob Sejlklub og Hestehoved Lystbådehavn

Der er mange andre badebroer langs kysterne på Lolland, og de er allerede overdraget til grundejerforeninger eller landsbylaug.

- Så hvis der skal være ligestilling med de andre badebroer, vil det være oplagt at overdrage broen på Hestehovedet til borgerne, forklarer Gert Mortensen.

- Vi sparer driftsmidler, og borgerne finder ofte gode løsninger til vedligeholdelse, når ejendomsforholdet overgives til borgerne. Det kan kun blive en win-win for badebroen i Nakskov, siger Gert Mortensen.

Med inspiration fra lystbådehavnen på Hestehovedet, som Lolland Kommune for nogle år siden overdrog til de lokale brugere, så er det tanken at udvikle badebroen i en selvejende institution, der drives som en fond.

Artiklen fortsætter under billedet.

En lokalamatørfotograf vandt en international konkurrence med badebroen i Nakskov som motiv.
En lokalamatørfotograf vandt en international konkurrence med badebroen i Nakskov som motiv. Foto: Threin Ottossen

- Vi ser et meget stort perspektiv i at kunne videreudvikle badebroen sammen med et nyt strandmiljø og opfatter det som en chance for at vise, at vi som civilsamfund kan løfte en opgave i enighed, siger Per Kamper Hansen og Asger Knudsen, der er blandt initiativtagerne.

Asger Knudsen har erfaring fra den lokale sejlklub og lystbådehavn, som altså også er kommet på borgernes hænder.

quote Vi sparer driftsmidler, og borgerne finder ofte gode løsninger til vedligeholdelse, når ejendomsforholdet overgives til borgerne. Det kan kun blive en win win for badebroen i Nakskov 

Gert Mortensen, formand, teknisk udvalg, Lolland Kommune 

- Vi har i de senere år haft meget fine resultater af vores arbejde med lystbådehavnen, som vi har overtaget fra Lolland Kommune. I dag er lystbådehavnen juridisk en selvejende institution, der drives som en fond. Det har gjort det muligt at investere og udvikle lystbådehavnen.

Foreninger vil give broen mere opmærksomhed 

Foreningerne har mødtes om idéen om at stable en selvejende institution på benene, som kan arbejde som en fond, og det vil ifølge foreningerne komme broen til stor gavn, hvis det bliver en realitet.  

- Broen vil få en meget større bevågenhed, og med fondsmidler kan vi forbedre badebroen væsentligt. Som den står nu, trænger den til vedligeholdelse, siger en af initiativtagerne, Per Kamper Hansen. 

Også formand for Lolland Falster Lovestorm, Kirsten Sydendal, bakker op om initiativet.

- Der kommer let mange forskellige holdninger i en by med mange foreninger og ildsjæle, hvor drivkraften er båret af en stærk kærlighed til byen og resten af Lolland. Nu har vi så valgt at gå konstruktivt ind i forslaget om at overdrage badebroen og bevise, at vi godt kan stå sammen, når kommunen tager nogle positive initiativer i byen, siger hun.

Varmeste badevand ved Hestehovedet Strand
Læs også
Populært badeområde får eget strandtorv
Varmeste badevand ved Hestehovedet Strand
Læs også
Populært badeområde får eget strandtorv

Hele området omkring Hestehovedet Strand er i udvikling, og TV2 ØST har før fortalt om, at stranden fik tildelt 900.000 kroner til at bygge en træpromenade og en bakke, hvorfra man kan nyde solnedgangen.

Det er del af en helhedsplan for området, som blandt andet også skal rumme en ny legeplads og en sauna. De forskellige projekter vil blive gennemført løbende og inden for de næste par år.

Sagen om overdragelsen af badebroen til borgerne skal først behandles i teknisk udvalg, så økonomiudvalget og til sidst i byrådet. Der er ikke nogen fast tidsplan for det forløb.


Nyhedsoverblik