Bombetrussel i Maribo afblæst: Ingen bombe fundet

En person indtelefonerede en falsk bombetrussel mod Lolland Kommune, men bombehunde fandt efter adskillige timers søgen ingenting.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Lolland Kommunes Børne- og Familiecenter i Maribo samt to nærliggende firmaer var kortvarigt evakueret, efter der klokken 11.15 blev ringet en bombetrussel ind, oplyser Sydsjælland og Lolland-Falster Politi.

Bombehunde ankom til stedet og fandt intet. Arbejdet blev genoptaget omkring 14:45.

- Der bliver ringet ind og sagt, at bomben ville eksplodere tre kvarter senere omkring 12-tiden, siger vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi Søren Østervig.

Politiet fortsætter nu eftersøgningen af personen, der ringede ind med bombetruslen. Vagtchefen oplyser til Ritzau, at politiet har et par spor at gå efter.

Politiet tilkaldte bombehundene, der kom fra København. Men valgte ikke at tilkalde Forsvarets bomberobot, Rullemarie, før hundene havde været forbi.

Børne- og Familiecenteret ligger i et industrikvarter tæt ved Kidnakken i Maribo.

/ritzau/

 


Nyhedsoverblik