Boligselskab giver op og river 54 rækkehuse ned

Halvdelen af beboerne er flyttet fra Bandholmvænge, hvilket giver dyre lejligheder. Derfor vil Lolland Kommune nu jævne bebyggelsen med jorden.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Havde de ligget i enten Rødovre eller Hvidovre havde der formentlig været 20 års ventetid på at få plads i rækkehusbebyggelsen Bandholmvænge. Men nu ligger de i Bandholm på det nordlige Lolland, og derfor skal 54 rækkehuse rives ned.

Det skriver DR Sjælland.

Trist beslutning

Det endelige dødsstød blev leveret i går torsdag, hvor Lolland Kommunes økonomiudvalg godkendte nedrivningsplanen for den 36 år gamle rækkehusbebyggelse med udsigt til Smålandshavet og få kilometer fra øens største turistattraktion, Knuthenborg Safaripark.

- Det er umådeligt trist, men vi har selv været med til at træffe beslutningen. Vi kan ikke klare mere, siger afdelingsformand i Bandholmvænge, Leif Warner til DR Sjælland.

Halvdelen af beboerne er fraflyttet bebyggelsen og det har resulteret i kraftige huslejestigninger for de resterende beboere i Bandholmvænge, der har oparbejdet en uoverstigelig milliongæld.

Minister skal træffe beslutning

Derfor vil Lolland Kommune jævne bebyggelsen med jorden, mens beboerne vil blive genhuset andre steder på øen.

- Det er brandærgerligt, men det er som om hele Danmark vil bo tæt på Rådhuspladsen i København og fravælger alt det, der ligger lidt længere væk. Vi har forsøgt utallige kampagner for at vende udviklingen i Bandholmvænge, men intet er lykkedes og derfor må give fortabt og rive ellers gode huse ned, siger bestyrelsesformand i Lolland Almennyttige Boligselskab, Helen Siegvardsen til DR Sjælland.

Det er nu op til Integrations-, udlændinge og boligminister Inger Støjberg (V) at afgøre, hvornår Bandholmvænge bliver revet ned.

Beboerne forventer selv, at deres huse er jævnet med jorden indenfor et år.


Nyhedsoverblik