Blev gravid og droppede ud - særlig ordning har hjulpet Liv videre som ung mor

I Lolland Kommune har man i en fire års forsøgsordning hjulpet unge mødre i job eller uddannelse. Nu bliver ordningen gjort permanent.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Ifølge statistikkerne kan det være svært som ung mor at komme ud af kontanthjælpssystemet og i gang med en uddannelse. Liv Andersen fra Søllested har prøvet det selv.

Hun gik i gymnasiet, da hun blev gravid med sit første barn.

quote Det fleste af os kalder det egentlig bare en mødregruppe, fordi vi mødes en masse mødre med vores børn

Liv Andersen, Søllested

- Jeg fik et møde med rektor på Maribo Gymnasium, og vi blev meget hurtige enige om, at det måske ville blive for hårdt med en STX-uddannelse og et barn, som jeg ikke ved, hvordan kommer til at være – om det har kolik eller har godt om natten – så vi blev enige om at finde en løsning, fortæller Liv Andersen.

Under graviditeten med sit første barn blev hun en del af et projekt i Lolland Kommune, der netop har til formål at hjælpe unge mødre godt videre efter deres barsel.

- Det fleste af os kalder det egentlig bare en mødregruppe, fordi vi mødes en masse mødre med vores børn, drikker kaffe og te og spiser noget lækkert mad og snakker om alt mellem himmel og jord, siger Liv Andersen og tilføjer:

- Udover det, så sidder der også to fantastiske mennesker, som er villige til at hjælpe med alt det, der har med uddannelse at gøre, SU, skattepapirer, indkomster, boligsikring og sådanne ting.

Liv Andersen måtte droppe ud af gymnasiet, da hun blev gravid med sit første barn. Med den rette hjælp fra Lolland kommune er hun nu kommet i gang med en ny uddannelse og er flyttet i hus.
Liv Andersen måtte droppe ud af gymnasiet, da hun blev gravid med sit første barn. Med den rette hjælp fra Lolland kommune er hun nu kommet i gang med en ny uddannelse og er flyttet i hus. Foto: Frederik Thorup - TV2 ØST

Tilbuddet hedder "Ung mor i uddannelse eller job" og startede som et pilotprojekt i 2012.

For Liv Andersen har det været en stor hjælp. I dag bor hun i Søllested på Lolland i et hus, med sine to børn, sin kæreste og er i gang med en HF-uddannelse.

- De har hjulpet med så mange ting, som har gjort, at jeg kan sidde her i dag med to børn i et hus.

Beskeden men effektfuld hjælp

I år er ordningen "Ung mor i uddannelse eller job" så blevet et permanent tilbud i Lolland Kommune, fortæller Steen Madsen, der er projektleder, ung mor- i uddannelse eller job, Lolland Kommune.

- Hvis man får børn i en meget tidlig alder, så øger man risikoen for ikke at kunne klare sig godt sidenhen. Der er noget, der tyder på, at hvis man laver en - efter vores overbevisning - ikke særlig stor, men virkningsfuld indsats i pigernes barselsorlov og følger dem efterfølgende, så er der nogle ret fine resultater at opnå på den konto, siger han.

Teamet består af socialrådgivere uddannelsesvejledere og sundhedsplejersker, som alle skal hjælpe de unge mødre godt på vej.

- På den ene facon, så er vores opdrag at prøve at klæde de her piger bedst muligt på i forhold til at varetage forældrerollen. Den anden del – og det hænger uløseligt sammen – det er at gøre dem klar til at komme i uddannelse og sidenhen beskæftigelse.

I alt tilbydes en lignende ordning i seks af landets andre kommuner – hvoraf Lolland Kommune er den eneste her i regionen.