Lerskiver med bidemærker.
Det lyder måske mystisk, men ikke desto mindre er det, hvad der nu er røget på en liste over de ti vigtigste arkæologiske fund i 2018.
Det var arkæologerne fra Museum Lolland-Falster, der fandt bidemærkerne under en udgravning i Lidsø nær Rødby i sommer.
På Museum Lolland-Falster glæder arkæolog og museumsinspektør Bjørnar Måge sig over den hæder, der er overgået museet og de mærkelige lerskiver.
- For museet betyder det selvfølgelig, at vores arbejde bliver omtalt og anerkendt, siger Bjørnar Måge.
Artiklen fortsætter under billederne...
Fundet fem andre steder i landet
Det er Slots- og Kulturstyrelsen, der har sat det besynderligt stenalderfund fra Lidsø på listen over de ti vigtigste arkæologiske fund i 2018. Styrelsen gav selv bevilling til at få lavet undersøgelserne i sin tid.
- Det er altid godt at være med, hvor det sker, og det viser jo også, at der sker aktiviteter. Jeg synes især, det her er spændende, fordi det er en udgravning, vi har selv har taget initiativ til. Den er lavet, fordi vi syntes, det var vigtigt at få undersøgt den lokalitet, som vi har gået og set på i nogle år, siger Bjørnar Måge.
- Det er dejligt at kunne grave et sted, hvor man som udgangspunkt ved, at der er noget - modsat et sted, hvor der bare skal bygges noget, tilføjer han.
Det er interessant, at på samme sted, vi har gravet her på Lidsø, fandt vi også andre elementer fra mennesker. Vi fandt underkæber, kraniekasser og løse tænder
Lerskiverne med bidemærker bliver et vigtigt element i museets stenalderudstilling, der formentlig åbner i 2020.
- Tandmærker på lerskiver er jo ikke helt ukendt i landet – de er på fem andre lokaliteter. De er alle sammen knyttet op omkring nogle bestemte aktiviteter, der sker omkring perioden 2008-2009 f.kr., siger Bjørnar Måge, som synes, det er interessant, at de er fundet flere steder i landet:
- Vi har én i Aarhus, én på Langeland, to på Sjælland og én på Lolland. Der er tydeligvis et eller andet element, som har været kendt over et større område, siger Bjørnar Måge.
Underkæber, kraniekasser og løse tænder er fundet samme sted
På en tidligere udgravning samme sted i Lidsø blev der i 1971 fundet en stump af en lerskive med lignende tandmærker.
- Det er interessant, at på samme sted, vi har gravet her på Lidsø, fandt vi også andre elementer fra mennesker. Vi fandt underkæber, kraniekasser og løse tænder. Det har været en form for dødskult.
Museumsinspektøren har dog svært ved at komme med et bud på præcist, hvorfor der er efterladt bidemærker i lerskiver, og hvad det har betydet.
- Vi kan aldrig komme helt tæt på meningen, men vi kan snævre os ind på, at det har haft en specifik betydning, siger Bjørnar Måge.
Jeg har også fået en mail fra Uganda om, at kvinderne i Uganda mangler polysyrer i forbindelse med graviditet, og det kunne de blandt andet få ved at spise ler
Han mener, der er tale om en rituel handling.
- Når vi kommer derud, hvor vi snakker om ritualer, kræver det, at man kigger på analogier med andre folkeslag, der lever i det niveau, og om de har træk, der ligner. Men arkæologi er ikke ligesom naturvidenskaben. Det er menneskelig aktivitet, der har udmøntet sig, og som kun forstås af dem, der udførte handlingerne på det givne tidspunkt. Alt andet er mulige tolkninger, der kan være mere eller mindre sandsynlige, siger Bjørnar Måge.
Fik private mails fra Australien og Uganda
Efter udgravningen i sommer, som blev dækket af flere forskellige medier, modtog museumsinspektøren flere private mails fra folk, som havde et bud på, hvad det kunne være.
- Der var for eksempel nogen i Australien, der mente, at de brugte leret til at børste tænder. Men det er lidt mærkeligt, at man bare presser tænderne ned i leret. En anden mente, det var et bo-mærke. Det er også en fin forklaring, men det er bare lidt sjovt, at de ikke har gjort det mange steder så, siger Bjørnar Måge fra Museum Lolland-Falster.
Selv tror han mest på, at bidemærkerne har været en del af et rituelt tankesæt. Men han synes, det var interessant at modtage folks bud på, hvad der kan være tale om:
- Der var også én, der var endnu bedre. Jeg har også fået en mail fra Uganda om, at kvinderne i Uganda mangler polysyrer i forbindelse med graviditet, og det kunne de blandt andet få ved at spise ler. Så det var der også én, der mente. Der er mange sjove idéer. Der er mange sjove idéer.