Beboere sure over roma-udtalelse

Romaerne i Riddersborgparken i Nakskov har intet at gøre med beslutningen om at rive en række lejligheder i området ned. Det slog Boligkontoret Danmark onsdag fast.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Tirsdag lød det ellers fra foreningen, at romaerne giver Riddersborgparken et dårligt ry.

Hassan Bajramovic har boet i Riddersborgparken i Nakskov i 16 år. Han var ikke positiv, da han så TV2 ØST tirsdag aften.

- Man tænker bare: Det passer bare ikke. Det skal man ikke finde sig i, lyder reaktionen på den kommentar, Boligkontoret Danmark kom med i forbindelse med planerne om at rive en række lejligheder i Riddersborgparken ned.

- Der er mange romaer i Riddersborgparken, og det er selvfølgelig også med til at give parken det dårlige ry, udtalte Klaus Kramshøj, forvaltningsdirektør i Boligkontoret Danmark.

- Det er ikke nogen forklaring. Vi er alle sammen mennesker, uanset hvor man kommer fra, om det så er Danmark eller Indien, lyder det fra Hassan Bajramovic, der har rødder i Jugoslavien.

Onsdag talte TV2 ØST igen med Boligkontoret Danmark. Nu lyder forklaringen, at romaerne intet har med beslutningen at gøre. Det er alene økonomiske årsager, der ligger bag.

- Problemet er økonomien, for vi kan ikke leje alle boligerne ud. Det giver et underskud. Når vi ikke får huslejekroner ind, så kommer der ingen penge i kassen, og så ender det med, at Riddersborgparken går konkurs.

Men hvad siger du til din kommentar om romaer i går?

- Jamen, problemet i Riddersborgparken er økonomien og de tomme boliger, understreger Klaus Kramshøj.

Men det er ikke godt nok, mener Hassan Bajramovic. Boligforeningen skylder en forklaring på udtalelserne om romaer:

- Så må han komme her og undskylde til folk for de ting, han har sagt, mener beboeren.

Den 6. september holder Boligkontoret Danmark et informationsmøde for beboerne i Riddersborgparken.

Planerne om at omdanne en række etageejendomme til rækkehuse betyder, at omkring 250 beboere skal genhuses fra september næste år. De er blevet lovet, at det bliver et sted i Lolland Kommune.


Nyhedsoverblik