Beboere på Sognefogedvænget står til at komme tilbage

Byrådet i Lolland Kommune havde besluttet, at de nuværende beboere ikke havde førsteret til de nye boliger.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

De almene boliger på Sognefogedvænget i Rødbyhavn står overfor en totalrenovering.

I maj måned søgte beboerne i det almene boligbyggeri Lolland Kommune om at stille garanti for lånet til renoveringen. 

Det ville politikerne gerne, men på den betingelse, at de beboere, der bor i dem nu, ikke skal have førsteret, når boligerne er færdigrenoverede.

quote Det er helt perfekt. Det er det, vi har sagt hele tiden. Det er det, vi ønskede, for man kan jo ikke rive folks boliger ned og sige, at man så vil leje ud til nogle med flere penge

Allan Jørgensen, formand i Sognefogedvængets organisationsbestyrelse

- Det er vigtigt, fordi når vi kigger isoleret på boligforeningen, Sognefogedvænget, så er 80 procent af dem, der bor der flyttet til Lolland inden for de sidste 10 år, og 70 procent af dem står uden for arbejdsmarkedet. Det betyder, at vi har en boligforening, hvor beboersammensætningen er utrolig skæv, og der ønsker vi jo, at der også kommer beboere ind, der er på arbejdsmarkedet, lød det fra borgmester Holger Schou Rasmussen (A) i maj.

EL stiller spørgsmål til boligministeren i sagen

Den melding er beboerne dog ikke glade for. De ønsker nemlig selv at vende tilbage, når renoveringsprojektet står færdigt.

- Det eneste vi ikke er enige om, det er, hvorfor dem, der bor her, ikke har fortrinsret på at komme tilbage i de nye boliger igen, lød det i maj fra Allan Jørgensen, der er formand i Sognefogedvængets organisationsbestyrelse.

I juni valgte enhedslistens Christian Juhl så at stille spørgsmål i sagen til boligminister, Kaare Dybvad (S). Spørgsmålene, angående fremtiden for beboerne, kom der svar på den 6. juli, hvor boligministeren refererede til loven om almen leje. 

“Dette indebærer efter Indenrigs- og Boligministeriets opfattelse, at lejeren har ret til at få tilbud om at vende tilbage til en bolig i den pågældende afdeling, hvis der efter ombygning igen udlejes boliger. Eventuel uenighed herom mellem lejeren og udlejeren kan indbringes for boligretten.

Baggrunden for disse regler er, at det er lejerne selv, som via en flertalsbeslutning på afdelingsmødet beslutter, at der skal foretages en ombygning af boligerne. Dette tilsiger, at de lejere, som har godkendt ombygningen på et afdelingsmøde, også skal have glæde af ombygningen efterfølgende.”

Det svar glæder Allan Jørgensen, der forhåbentligt nu kan få de samme naboer i fremtiden.

- Det er helt perfekt. Det er det, vi har sagt hele tiden. Det er det, vi ønskede, for man kan jo ikke rive folks boliger ned og sige, at man så vil leje ud til nogle med flere penge, siger formanden.

Læs også
Totalrenovering: Lolland Kommune vil luge ud i borgere på bistand
Læs også
Totalrenovering: Lolland Kommune vil luge ud i borgere på bistand

Borgmester i Lolland Kommune Holger Schou Rasmussen (S) og viceborgmester Henrik Høegh (V) er begge, ifølge viceborgmesteren, bekendt med boligministerens svar i sagen.

- Borgmesteren og jeg har ikke nået at vende det, siden vi fik udmeldingen. Men for mig lyder det usandsynligt, at vi kommer til at gå imod ministeren. Er det sådan reglerne er, så kommer vi til at følge dem, lyder det fra Henrik Høegh.

TV2 ØST har forsøgt at få fat i boligminister Kaare Dybvad, men det er ikke lykkedes.

I 2020 godkendte byrådet i Lolland Kommune renoveringsprojektet til 75 millioner kroner. 

Video: TV2 ØST bragte et indslag om sagen i maj 2021 



Nyhedsoverblik