Beboere evakueret ved brand

En brand sendte onsdag aften beboerne i en opgang på Nørregade i Rødby på gaden. Meterhøje flammer stod ud af et vindue i en af lejlighederne, og alle beboere blev evakueret.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Beboerne i en opgang med tre etager på Nørregade i Rødby blev onsdag aften evakueret. Klokken 18.49 fik politiet en anmeldelse om, at der var ild i bygningen, og at der stod meterhøje flammer ud fra vinduet i en af lejlighederne.

Branden kom hurtigt under kontrol. Beboeren i den lejlighed, hvor branden opstod, er indlagt til observation for røgskader, ingen andre skulle være kommet noget til.

To beboere bliver onsdag aften genhuset, og det vil beboeren, der er indlagt, også blive, indtil lejlighederne er klar til beboelse igen.

Det er endnu uvist, hvad der er årsagen til branden.