Askø fejret med borgmesterstang

Der blev jublet på Askø og Lilleø oven på kommunal- og regionsrådsvalget, da det stod klart, at valgkredsen har nået områdets højeste stemmeprocent.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

90,9 procent er det magiske tal, og bag det gemmer sig den højeste stemmeprocent i TV2 ØSTs sendeområde. Oven på lidt over 2 ugers Stem Nu kampagne drog to reportere og en fotograf naturligvis mod Askø og Lilleø i Lolland Kommune for at hylde de seje øboere.

De blev fejret med borgmesterstang og champagne, og det var glade beboere i Askø-Lilleø valgkreds, der kunne nyde sejrsgodterne.

- Jeg er rigtig stolt over, at vi havde så høj en stemmeprocent, lød det fra Anni Sørensen, som sammen med øfællerne lovede, at de om 4 år går efter en stemmeprocent på 100 procent.

Økamp om stemmerne

Ved kommunalvalget for 4 år siden fik Askø-Lilleø valgkreds den næsthøjeste stemmeprocent i sendeområdet - kun overgået af Sejerø i Kalundborg Kommune, så nu er der for alvor lagt op til øfight om stemmerne næste gang.

Høje stemmeprocenter i alle kommuner

Det er dog ikke kun øboerne, der kan være tilfredse. Borgerne i Vordingborg Kommune kan klappe sig selv og hinanden på skuldrene efter valget. Vordingborg Kommune blev nemlig topscorer i vores område med en stemmeprocent på 75,84.

Men alle kommuner var med til at gøre det rekordlave landsgennemsnit fra valget i 2009 til skamme. I Næstved Kommune steg stemmeprocenten for eksempel med hele 10 procentpoints fra sidste valg fra 64,5 til 74 procent.

 

I aftenens udsendelse klokken 19.30 kan du se Askø-Lilleø-borgerne blive fejret.


Nyhedsoverblik