Anbragt er idømt forvaring efter overfald på medarbejder

En 22-årig mand er blevet idømt forvaring efter, at han sidste år overfaldt en ansat på Kofoedsminde.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

En 22-årig mand blev tirsdag idømt forvaring i retten i Nykøbing.

Han blev dømt for fire tilfælde af trusler og vold mod flere ansatte og en anden anbragt person på Kofoedsminde, som blev begået tilbage i august og september sidste år, hvor den 22-årige selv var anbragt på institutionen.

Manden var blandt andet tiltalt for at have stukket en medarbejder i maven med en hjemmelavet kniv.

quote Konklusionen var, at han er meget farlig og i høj risiko for at gentage sine forbrydelser

Maya Huniche, anklager

- Han havde fundet noget knust glas, uvist hvor, og så havde han lavet en hjemmelavet kniv ved at vikle en klud om halvdelen af glasset og afslutte med tape, så han kunne holde om den ene del og stikke med den anden, forklarer anklager Maya Huniche.

Medarbejderen blev ramt to gange i maven, men han fik ikke nogle dybe indvendige skader. Derudover sparkede og slog den 22-årige ud efter medarbejderen.

Er mentalundersøgt igen

Kofoedsminde er en specialinstitution for domsanbragte voksne udviklingshæmmede.

Tidligere er den dømte på baggrund af oplysninger om hans psykiske tilstand og kriminalitet blevet anbragt på institutionen. I forbindelse med retssagen har Retspsykiatrisk Klinik dog undersøgt ham igen og vurderet, at han har en psykopatisk personlighedsstruktur, og at han er farlig. Retslægerådet, som har fået forelagt undersøgelsen, har tiltrådt denne vurdering.

Læs også
Regionsrådsformand dybt berørt efter overfald på sikret bosted
Læs også
Regionsrådsformand dybt berørt efter overfald på sikret bosted

- Af den årsag og sammenholdt med flere andre oplysninger om ham, kom retten frem til, efter min påstand, at han skal idømmes forvaring. Når anklagemyndigheden er nået frem til, at han skulle idømmes forvaring, så var det på baggrund af en samlet vurdering, hvor konklusionen var, at han er meget farlig og i høj risiko for at gentage sine forbrydelser, hvis han ikke blev idømt forvaring, siger anklager Maya Huniche.

Den 22-årige ankede dommen på stedet. Sagen bliver derfor ført videre i landsretten, og manden er stadig varetægtsfængslet.