800 kommunalt ansatte tvinges til at dyrke motion

Alle ansatte i ældresektoren i Lolland Kommune skal nu dyrke en times motion hver uge.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der skal skabes bedre trivsel og sundhed blandt de ansatte i Lolland Kommunes ældresektor.

Derfor har kommunen pålagt cirka 800 ansatte at dyrke en times motion en gang om ugen fra nu og et år frem i håb om at nedbringe sygefraværet. Det skriver Folketidende.

- I starten tænkte vi: Hvorfor skal de bestemme, hvad vi skal lave? Men nu synes vi alle, det er sjovt at være med. Det giver et godt sammenhold, vi kommer i bedre form og får mere overskud til arbejdet, fortæller Stine Bang, der er tillidsrepræsentant og SOSU-assistent på plejecentret Skolebakken i Nakskov.

Her spiller de for eksempel hockey, kaster med bolde og laver forskellige kropsøvelser.

Lolland Kommune har lavet et pilotprojekt på et plejecenter i Maribo med 30 ansatte, der oplevede bedre trivsel på arbejdspladsen, når de dyrkede en times motion i arbejdstiden. Der blev samtidig påvist mindre sygefravær.

Derfor bliver det altså nu udvidet til hele kommunen det næste år.

- Det er ikke noget, vi bare lige kaster os ud i på grund af et løsrevet forsøg. Vi har gennemgået forskningsresultater om effekten af den slags, siger Grete Breinhild, sektorchef i Lolland Kommune, til Folketidende.


Nyhedsoverblik