50-årig mand anholdt - politiet fandt baseballbat, knojern og amfetamin i hans bil

En 50-årig mand fra Rødby-egnen kan se frem til en fængselsstraf, efter han søndag aften blev standset i påvirket tilstand med våben og narko i bilen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Han havde et baseballbat, knojern og et såkaldt multitool med en kniv i sin bil, da politiet standsede ham i aftes - foruden en større mængde hash og mindre mængder amfetamin og skunk.

En 50-årig mand fra Rødby kan se frem til et retsligt efterspil og efter alt at dømme også en fængselsstraf, efter han søndag aften klokken 22.17 blev standset af politiet på Røddingevej i Rødby.

- Betjentene så bilen og blev mistænksomme, og besluttede sig for at ransage den. På grund af de mange fund af narko og våben valgte de også at køre med manden hjem, og på hans bopæl fandt vi så endnu flere ting, siger vagtchef Joy Haensel fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV2 ØST.

Gemte våben derhjemme

I mandens hjem fandt politiet en hel del stoffer - foruden en række våben.

- Vi fandt blandt andet springknive - og fandt også 54 skarpe patroner. Der var dog ikke et skydevåben at finde på adressen, siger vagtchefen.

Fordi den 50-årige mand erkendte forholdene, er han ikke forsøgt varetægtsfængslet. Sigtelserne vil dog normalt føre til en dom og en fængselsstraf, oplyser vagtchefen.

Den sigtede mand har på grund af sin påvirkning også fået udtaget en blodprøve. Resultatet af prøven kendes endnu ikke.


Nyhedsoverblik