48 millioner kroner på vej til Scandlines

EU belønner nu Scandlines' tiltag om at reducere CO2-udledningen fra færgerne med 48 millioner kroner.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

EU har netop besluttet at blåstemple Scandlines’ grønne tiltag på ruten Rødby-Puttgarden med lidt over 48 millioner kroner. Det skriver Scandlines i en pressemeddelelse. 

Scandlines reducerer fremover CO2-udledningen fra færgerne på Rødby-Puttgarden-ruten, og det møder anerkendelse i EU, som kvitterer med millioner til projektet ”Sustainable Traffic Machines – On the way to greener shipping”. Pengene kommer fra Europa Kommissionens TEN-T, Trans-European Transport Network Executive Agency og skal bruges på et pilotprojekt på færgerne Prinsesse Benedikte og Schleswig-Holstein, der begge sejler på Rødby-Puttgarden-overfarten.

Kombi mellem diesel og batteri

Pilotprojektet kombinerer traditionel dieselelektrisk drift med batteridrift. Når færgen ligger i havn eller sejler langsomt, producerer dieselgeneratoren overskydende energi, der kan lagres i batteripakken. Når der er brug for mere energi, end en dieselgenerator kan levere, tappes der energi fra systemet. På den måde opnår man, at dieselmotoren altid arbejder ved optimal belastning.

Hos Scandlines glæder man sig over EU’s opbakning til projektet, som i øvrigt er udvidet til også at omfatte færgerne Prins Richard og Deutschland.

- Det er vores mål at sejle grønnere på strækningen mellem Rødby og Puttgarden. Af samme grund har vi valgt at afsætte et trecifret millionbeløb til bæredygtige teknologier på ruten. Vi ser det som en blåstempling af vores indsats, at EU nu vælger at støtte vores arbejde med denne tildeling, siger CEO hos Scandlines, Søren Poulsgaard Jensen.


Nyhedsoverblik