47-årig mand ville bryde ind i arrest

En mand fra Bandholm forsøgte sent mandag aften at bryde ind i arresten i Maribo. Det endte med, at han blev anholdt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Normalt forsøger borgerne at slippe ud fra fængsler og arresthuse – ikke ind.

Det var dog præcis det, som en beruset, 47-årig mand fra Bandholm forsøgte mandag aften, da han 23.49 forsøgte at bryde ind i Maribo Arresthus.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Da han blev standset af politiet, valgte han på stedet at skælde betjentene ud – så alvorligt, at han til sidst blev anholdt, og fik lov til at sove rusen ud i arresten på politistationen i Næstved.

Manden har endnu ikke forklaret politiet, hvorfor han forsøgte at bryde ind i arresten, men han blev tidligt tirsdag morgen løsladt igen.

Han er sigtet for at have overtrådt ordensbekendtgørelsen.