434 år gammel bibel dukket op: - Den har jo bare stået derhjemme på gulvet

86-årige Else Poulsen vidste intet om, at den bibel, hun for mange år siden fik af sin gudmor, skulle være mange penge værd.

Lolland-Falster Stift har i dag fået skænket lidt af en sjældenhed. Der er tale om en gammel bibel med over 400 år på bagen, og som kun findes bevaret i et fåtal herhjemme.

- Det er næsten den allerførste oversættelse af en dansk bibel, som vi har, fortæller en glad biskop Marianne Gaarden.

- Det et historisk vingesus.

Den gamle bog er i sin tid trykt på opdrag fra Kong Frederik d. II i 1589 – altså næsten hundrede år før Store Bededag blev indført i Danmark – til brug i den dansk-norske kirke.

quote Jeg er 86 år. Den bibel må et godt sted hen, inden jeg går bort

Else Lindenstrøm Poulsen

I dag findes den i omkring 80 eksemplarer. Bibelen var på sin tid den største bog, noget dansk trykkeri havde trykt, og nu har den fundet vej til stiftet via Gangstedfonden, som har købt bogen på en auktion.

- Det er jo en sjov historie, hvordan den er havnet her, fortæller biskoppen, der for ikke så længe siden blev ringet op af Gangstedfonden.

- Når de var interesserede i, at det lige var os, der skulle have den – er det fordi, de tidligere ejere har boet på Lolland-Falster – det står der forrest skrevet sirligt i hånden.

Stod på gulvet

Bibelen har oprindeligt tilhørt 86-årige Else Lindenstrøm Poulsen, der for mange år siden har fået den af sin gudmor. 

For hende har bogen derfor stor affektionsværdi. Men at den også har stor historisk betydning for dansk kirkehistorie og tilmed skulle vise sig at være mange penge værd, har hun i mange år intet kendt til.

- Den har bare ligget i vores hjem, fortæller hun i dag til TV2 ØST.

- Vi stillede den bare nede på gulvet.

Da Else Lindenstrøm Poulsen blev klar over, hvilken bibel det var, hun havde stående hjemme, satte hun sig for at få den bragt i gode hænder, fortæller hun: - Jeg tænkte derfor: Jeg er 86 år. Den bibel må et godt sted hen, siger hun.
Da Else Lindenstrøm Poulsen blev klar over, hvilken bibel det var, hun havde stående hjemme, satte hun sig for at få den bragt i gode hænder, fortæller hun: - Jeg tænkte derfor: Jeg er 86 år. Den bibel må et godt sted hen, siger hun. Foto: Emilie Grav - TV2 ØST

Else Lindenstrøm Poulsen blev klar over, at bogen var mere end blot et særligt arvestykke, da en mand med interesse for bibeler fik lov til at se nærmere på den gamle bog.

- Han fortalte, den var værdifuld. Og at vi skulle passe godt på den.

Læs også
Præst laver gudstjenester på 60 sekunder - nu har hun vundet særlig pris
Læs også
Præst laver gudstjenester på 60 sekunder - nu har hun vundet særlig pris

Else Lindenstrøm Poulsen valgte at sætte bibelen til salg hos et auktionshus, som kunne fortælle, hvad bibelen kunne sælges for.

- Det var jo noget med 40.000 kroner, siger hun videre og tilføjer:

- Jeg tænkte derfor: Jeg er 86 år. Den bibel må et godt sted hen, inden jeg går bort.

Og på den måde nåede den gamle bog først til Gangstedfonden, som efterfølgende har valgt at donere den til Lolland-Falster Stift.