300 ton kirsebær går ikke til spilde alligevel - gæster og firmaer kom til undsætning

Det lykkedes Frederiksdal Gods på Lolland at få plukket de omkring 300 ton overskydende kirsebær på godsets kirsebærtræer.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Private er strømmet til fra hele landet - mindst 70 biler om dagen. Og samtidig har en række firmaer meldt sig til Frederiksdal med tilbud om hjælp og gode råd til at få kirsebærrene ned og bevaret.

- Det har virkelig været helt vildt. Der er virkelig, virkelig kommet mange danskere for at plukke. Nogen er sikkert kommet, fordi det er gratis. Men andre havde særlige historier med. Der var mange ældre, der fortalte om de kirsebærtræer, som de havde i deres barndomshjem, og hvad man brugte dem til, siger Harald Krabbe, der ejer Frederiksdal på Vestlolland.

Læs også
Gratis kirsebær trækker folk til Frederiksdal: - Der kommer flere hundrede i løbet af dagen
Læs også
Gratis kirsebær trækker folk til Frederiksdal: - Der kommer flere hundrede i løbet af dagen

Normalt er der mellem 18 og 22 kilo kirsebær på et træ. I år har betingelserne for bærerne været optimale, og der har været omkring 50 kilo per træ. 

Det betyder, at der har været 300 ton kirsebær i overskud, og derfor opfordrede Harald Krabbe danskere til at komme og forsyne sig på træerne, nu der var så mange bær i overskud. Han frygtede, at de ellers bare ville ende som gødning.

Og man må sige, at folk benyttede sig af det gratis tilbud.

Stærkere end andre

Godsets kirsebærtræer er af den gamle, danske type kaldet stevnskirsebær. Surkirsebær kaldes de også, og de er stærkere end andre kirsebær. Derfor er de også så velegnede til den prisbelønnede kirsebærvin, som Frederiksdal producerer. Engang stod de i alle danske haver - men ofte er de erstattet med moderne kirsebærtræer og er ikke nær så almindelige i dag, som de var engang. Derfor er de også velegnede i mange ældre opskrifter med kirsebær.

- Det er et bær, der er ved at blive glemt i Danmark. Fordi vi får kirsebær fra andre steder i verden. Men det er en super kvalitet, siger Harald Krabbe.

Læs også
Godsejer har 300 ton kirsebær i overskud - og du må tage så mange, du kan plukke
Læs også
Godsejer har 300 ton kirsebær i overskud - og du må tage så mange, du kan plukke

Det er dog ikke de private plukkere alene, der har fået bjerget de 300 ton kirsebær.

- Der er flere firmaer, der har henvendt sig. Blandt dem er en virksomhed, der kan inddampe kirsebærerne, så de kan holde sig. Så dem har vi lavet en aftale med. De inddamper nu, og så forsøger vi at sælge kirsebærrene senere på året. Det er en risiko, men vi håber, at det kan betale sig, siger Harald Krabbe.

Vil sælge mere vin

En hel del kirsebær er også blevet frosset ned - og kan ligesom de inddampede komme i spil senere på året.

- I virkeligheden handler det her også om, at vi ikke kan sælge så meget kirsebærvin i Danmark, som vi laver. Men jeg håber, at vi måske kan sælge mere i udlandet. Faktisk er jeg i Singapore lige nu, hvor vi håber at kunne slå hul i markedet, slutter han.

Du kan læse mere om historien om Frederiksdal Gods og deres kirsebærmission i denne web-fortælling.


Nyhedsoverblik