¨

18-årig mand befamlede kvinde ved vaskekælder

Arkivfoto.

En kvinde blev fredag eftermiddag befamlet ved nedgangen til en vaskekælder. Den formodede gerningsmand truede kort efter med en kniv.

En 18-årig mand med bopæl i Rødby er blevet anholdt og sigtet for både at have krænket en kvinde ved en vaskekælder på Kongeleddet i Rødby, og efterfølgende at have truet med kniv og en metalstang.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Politiet hørte første gang om manden, da den krænkede kvinde kort efter klokken 17.00 fredag ringede og anmeldte manden, der havde befamlet hende, da hun skulle ned i vaskekælderen ved hendes bopæl.

Det lykkedes dog for kvinden at vriste sig fri og slippe væk fra stedet.

Truede med kniv

Kort efter fik politiet endnu et opkald om manden, der nu gik rundt på Kongeleddet og tog i bildørene på de biler, der holdt parkeret på vejen.

Det havde nogle borgere påtalt overfor den unge mand, som var blevet temmelig ophidset og begyndte at true med en kniv og en metalstang.

Politiet var på stedet kort efter, hvor de fik fat i manden – en 18-årig mand fra lokalområdet.

Politiet mener, at det er den samme gerningsmand, der står bag begge sager.

Derfor blev den 18-årige mand anholdt og sigtet for blufærdighedskrænkelse og vold.

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App