17,7 grader i november - her er forklaringen på det usædvanlige vejr

Det blev ikke til en ny varmerekord, men tæt på. Dagens varme vejr er ifølge en ekspert ikke et bevis for, men en påmindelse om global opvarmning.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Lune vinde er i dag blæst ind over regionen. 17,7 grader blev det til i Abed på Lolland og dermed den højeste temperatur målt herhjemme i dag.

- Det er snart frem med parasol, shorts og drinks i december. Det begynder at vende lidt op og ned, siger Stephan Håkonsson, som TV2 ØST møder ved Maribo-søerne ikke langt fra den målestation, hvor dagens varmerekord blev registreret.

quote 2020 er stille og roligt ved at arbejde sig hen mod en ny varmerekord

Jesper Theilgaard, meteorolog og klimaekspert

Han finder det unaturligt med de varme temperaturer i november.

- Det er underligt. Det har politikerne snakket om i flere år, at der bliver lavet en omvæltning i vejret - selv Arnold Schwarzenegger har været inde over det. Det er jeg slet ikke i tvivl om, det er det, der sker.

Og det er måske nærliggende at tro, at dagens varmerekord skyldes global opvarmning.

Men sådan hænger det ikke helt sammen, forklarer klimaekspert og meteorolog Jesper Theilgaard til TV2 ØST:

- Det er et lavtryk, som ligger over Atlanten, der sender den varme luft op mod os, siger han og forklarer videre:

- Når lavtrykkene er så dybe og ligger, som de gør, så får vi den varme søndenvind nede fra Afrika.

Stephan Håkonsson finder dagens sommerlige temperaturer usædvanlige, og for ham vidner det om den omvæltning i vejret, som "politikerne har snakket om i flere år".
Stephan Håkonsson finder dagens sommerlige temperaturer usædvanlige, og for ham vidner det om den omvæltning i vejret, som "politikerne har snakket om i flere år". Foto: Frederik Hagedorn - TV2 ØST

Og kigger man i historiebøgerne, så vil man også hurtigt opdage, at dagens varmegrader end ikke slår rekorden på 18,5, som blev målt en novemberdag i Præstø i 1968.

- Det er 52 år siden, vi havde den seneste varmerekord. Det vil få de fleste mennesker til at sige, det er sket før, så hvorfor så tale om klimaforandringer, siger Jesper Theilgaard.

Men ligesom klimaforandringerne ikke har en finger med i spillet for dagens varmerekord, så er det heller ikke enkeltstående rekorder, man kan bruge til at sige noget om klimaet generelt.

- Man skal altid se på, hvordan ligger det tendensmæssigt. Varmt havvand ikke mindst, hvor vi kan se en tendens, at havet er blevet varmere.

November-rekord skaber opmærksomhed

Og med varmere have kommer varmere klima.

- Det kan man tage et termometer og måle, så det er ikke rigtig til diskussion, siger Theilgaard og tilføjer:

- Vi kan se generelt, det bliver varmere. Men fordi, det lige peaker i dag, så får det opmærksomhed.

Han peger på, at når man vil se beviser for klimaforandringerne, er det vigtigere, man holder øje med tendenserne, selvom de måske ikke sætter rekorder på enkeltdage.

Her viser de seneste opgørelser over en 30 års-periode ifølge meteorologen, at september og oktober i år hører hjemme i den varme ende af opgørelserne og sætter nye rekorder.

- 2020 er stille og roligt ved at arbejde sig hen mod en ny varmerekord sammen med år 2016. Så at påstå andet, end at klimaforandringer sker, vil være at tale mod bedre vidende.

Ifølge DMI så er der allerede koldere vejr på vej i de kommende dage. Her falder temperaturen til maksimalt 12-13 grader.


Nyhedsoverblik