17-årige Emma synger for livet og mod fordomme

Emma sang sig sidste fredag videre fra første runde i X Factor. Det gjorde hun med et vigtigt budskab til ligesindede med muskelsvind.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Muskelsvind er ikke alene udfordrende at leve med – det er tilmed også en ganske alvorlig sygdom.

Men 17-årige Emma Cecilie Jørgensen fra Hillested ved Maribo på Lolland har sat sig for at modarbejde såvel de barske realiteter, som de fordomme sygdommen også er genstand for. Med den livsindstilling valgte hun at stille op til dette års udgave af talent-konkurrencen X Factor.

quote I mit liv betyder det at synge, at jeg ikke ender i en respirator

Emma Cecilie Jørgensen, X Factor-deltager

For Emma kan et eller andet med at synge – det mente et enigt dommerpanel i hvert fald i forrige fredags udsendelse, hvor man så Emma træde op med Alicia Keys Girl on Fire og fik en billet videre i konkurrencen.

- Det er uanset, at du sidder i rullestol eller ej – så har du en god stemme, lød det fra Thomas Blachman, der er særligt kendt for at sige tingene uden omsvøb til de håbefulde deltagere.

Video: Se indslaget om Emma her.

Sang holder i live

Emma Cecilie Jørgensen, der til dagligt læser HF, har genset klippet fra sin X Factor-audition flere gange siden.

- Jeg var meget nervøs, og jeg bliver lige så svedig i håndfladerne og bliver lidt wau – det er som at være der inde igen, fortæller hun i dag til TV2 ØST.

- Jeg gør det, fordi jeg synes, det er sjovt, fortæller hun videre.

Men at synge er ikke alene fornøjelse:

- I mit liv betyder det at synge, at jeg ikke ender i en respirator. Jeg holder mine lunger ved lige og min lungekapacitet ved lige, fortæller den 17-årige kvinde, der er født med den muskelsvækkende sygdom.

- Jeg har muskelsvind, som gør, at mine muskler ikke kan blive stærke, og de stille og roligt bliver svagere og svagere .

Emma Cecilie Jørgensen kom til verden for 17 år siden og dengang opdagede lægerne hurtigt, at der var noget galt.
Emma Cecilie Jørgensen kom til verden for 17 år siden og dengang opdagede lægerne hurtigt, at der var noget galt. Foto: Privat

Respirator er ellers ifølge Muskelsvindfonden et vilkår for mange med en muskelsvindlidelse – der findes i en lang række forskellige varianter.

quote Jeg meldte mig til X Factor for at bryde det her tabu om, at folk i kørestol ikke kan følge deres drømme

Emma Cecilie Jørgensen, X Factor-deltager

Bliver talt ned til

Selvom sangen er vigtig for Emma Cecilie Jørgensens lunger og helbred – så handler beslutningen om at stille op til X Factor også om noget andet og større end hende selv:

- Jeg meldte mig til X Factor for at bryde det her tabu om, at folk i kørestol ikke kan følge deres drømme – og vise, at hvis man kæmper og får hjælp fra folk, så kan man godt nå dertil.

Hun oplever også, at folk taler ned til hende, fordi hun har muskelsvind:

- Man oplever tit, at folk snakker babysprog til en, fordi de ikke tror, at man kan forstå, hvad de siger. De tænker automatisk, man ikke kan forstå, hvad de siger.

Læs også
11-årige Mathias har muskelsvind - men han får igen nej til kostbart lægemiddel
Læs også
11-årige Mathias har muskelsvind - men han får igen nej til kostbart lægemiddel

En stolt mor

Og det var ikke uden en hvis stolthed, at Emma Cecilie Jørgensens mor, Heidi Henriksen så med fra side linjen til den første audition.

Læs også
Er du Danmarks nye sangstjerne? Nu kan du få chancen på Nyord
Læs også
Er du Danmarks nye sangstjerne? Nu kan du få chancen på Nyord

- Jeg skulle helst ikke vise, jeg havde tårer i øjnene og dirrede – men Emma opdagede det – og selvfølgelig var jeg stolt.

Optagelserne til de første runder af X Factor er lavet på forhånd – inden de såkaldte live-shows senere på året. Emma Cecilie Jørgensen må ikke sige noget om, hvordan det er gået hende – og om hun stadig er med i talent-konkurrencen.


Nyhedsoverblik