14 årig redder blind mand fra tog

En 14 årig dreng fra nakskov reddede onsdag en blind mand op fra skinnerne på Nakskov station. Dansk Blindesamfund kritisere sikkerheden for synshandicappede på regionens stationer.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

Andreas Rasmussen på 14, er den lokale helt i Nakskov. Onsdag eftermiddag reddede han, uden tanke på sig selv, en blind mand, der var faldet ned på skinnerne.

Manden havde ikke opdaget, at perronen stoppede, og han faldt direkte ned på togskinnerne, i det samme var et tog på vej ind på stationen.

Andreas Rasmussen sad i nærheden på en bænk, hvor han havde holdt øje med den blinde mand.

Han sprang øjeblikkeligt ned på skinnerne og med et solidt tag i armene, hev han den 120 kg tunge mand op på perronen igen, kort før toget drønede forbi. Selv vejer Andreas på 14 år kun 65 kilo.

- Jeg tænkte slet ikke på at det kunne være farligt, han skulle bare op derfra, og så kan man meget når adrenalinen pumper, siger Andreas Rasmussen.

I dag mødtes de to så igen på perronen i Nakskov, hvor TV2 ØST havde sat dem stævne, og her fik den blinde mand, Tommy Dähnert, der bor lige i nærheden af stationen, mulighed for at takke sin redningsmand.

- Jeg er utrolig taknemmelig for din hjælp, tusind tusind tak. Hvis jeg havde kunne åbne mine øjne havde jeg nok fældet en tåre, siger han.

Andreas Rasmussen tager nu ikke sin heltgerning så alvorlig.

- Jeg gjorde bare hvad alle mennesker, der ser sådan noget bør gøre, så jeg synes ikke jeg er nogen stor helt, jeg hjalp bare en anden person, siger han.

Tommy Dählert fik nogle blå mærker fra faldet, men er ellers sluppet uskadt. 

Hos Dansk Blindesamfund kender man kun alt for godt problemet med blinde der falder ud på skinnerne på togstationer.

- Det ville hjælpe rigtig meget hvis man lavede bedre afmærkning med små metalkoldser "marcipanbrød", som vi kalder dem, og så sørger for at male de gule striber op så de svagtseende kan se dem ordentligt, siger Hans-Jørgen Wiberg, der er kredsformand for Dansk Blindesamfund her i regionen.

Der har været en række tragiske hændelser de seneste år hvor blinde og svagtseende er blevet ramt af tog. I Ringsted blev en blind kvinde for halvandet år siden ramt af toget, og mistede sin ene fod.

- Det var en frygtelig hændelse, og det er kun de modigste af vores medlemmer der overhovedet tør at komme på togstationerne, fordi sikkerheden er så dårlig, siger Hans-Jørgen Wiberg.


Nyhedsoverblik