135 både fangede flade fisk: - Vi er hammerstolte

Onsevig Havn fylder ikke meget - men i weekenden strømmede lystfiskere til den lille havn på Lolland.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En sand armada har i denne weekend bevæget sig ud i havet fra Onsevig Havn på Lolland. Ikke mindre end 135 både og 360 fiskere har nemlig deltaget i DM i Fladfisk.

Lørdag lød startskuddet, hvor de mange både sejlede ud i området omkring Langelandsbæltet, Smålandsfarvandet og Storebælt i jagten på den tungeste fladfisk.

quote Det er rigtig sjovt, at man kan holde så stort et arrangement i en lille havn som her

Thomas Stoffer, lystfisker

- Vi elsker at fiske og at konkurrere, fortæller den stolte stævneleder Peter Dan Petersen.

Det er 11. gang arrangementet bliver afholdt fra Onsevig havn. Fiskerne kommer fra nær og fjern - helt præcist fra 83 forskellige postnumre - for at konkurrere om titlen som Danmarks bedste fladfiskefanger. Havnen ligger nemlig helt perfekt.

- Onsevig ligger på nordvestspidsen af Lolland, og ude foran har vi nogle af Danmarks bedste farvande for fladfisk, forklarer Peter Dan Petersen.

Peter Dan Petersen leder stævnet og er stolt af, at et så stort arrangement kan foregå på den lille havn.
Peter Dan Petersen leder stævnet og er stolt af, at et så stort arrangement kan foregå på den lille havn. Foto: Signe Kaalund - TV2 ØST

En indre ro ude på vandet

Præmier til de bedste var der nok af, blandt andet noget af det fornemmeste bådudstyr foruden en fin fladfisk formet statuette til vinderen.

Blandt deltagerne finder man Thomas Stoffer. Han er opvokset på Lolland og har været med siden første gang DM i Fladfisk blev afholdt.

- Så er der bare gået år efter år med, at der kom flere og flere tilmeldte. Det er rigtig sjovt, at man kan holde så stort et arrangement i en lille havn som her, siger Thomas Stoffer.

Lollikken Thomas Stoffer har før fundet konkurrencen. Helt så heldig var han dog ikke denne gang.
Lollikken Thomas Stoffer har før fundet konkurrencen. Helt så heldig var han dog ikke denne gang. Foto: Signe Kaalund - TV2 ØST

De mange års erfaring har gjort Thomas Stoffer til en ganske habil fisker. Således lykkedes det ham for få år siden at vinde konkurrencen med en flot pighvar på 2,4 kilo.

Det er dog ikke kun konkurrencen, der lokker de mange fiskere til den lille havn på Lolland.

- Det giver en indre ro, når man er herude på vandet. Det er godt at komme hjem fra dagens stress og jag, siger Thomas Stoffer

Stevnsboen Lars Sewerin fangede den tredjetungeste skrubbe på 812 gram.
Stevnsboen Lars Sewerin fangede den tredjetungeste skrubbe på 812 gram. Foto: Signe Kaalund - TV2 ØST

- Vi er hammerstolte

Mindre erfaren er Lars Sewerin fra Stevns, der for første gang har forsøgt at være med i opløbet om den tungeste fladfisk. Han lå med i opløbet om en af de tungeste skrubber.

- Den blev indvejet og renset, og der vejede den 812 gram. Det er en fin skrubbe, siger han.

Tung nok til den store første præmie er den dog ikke, men så er der jo ikke andet for end at komme igen til næste år. Arrangørerne lover nemlig, at der bliver en 12. omgang næste år.

- Vi er hammerstolte over, at det stævne her tiltrækker fiskere fra hele landet. Det er helt klart planen, at vi kommer igen næste år.

Det endte med at være Jørgen Als fra Greve, der fangede årets tungeste fladfisk - en rødspætte på 1605 gram.


Nyhedsoverblik