¨

1259 kvinder slår sig løs til årets damefrokost

Der var hatte i alle afskygninger, festlige kostumer og afklædte mænd, da 1259 kampklædte kvinder indtog festivalpladsen ved Døllefjælde-Musse Marked til årets fest, den eftertragtede Damefrokost Foto: Morten Spuhr

Den traditionsrige damefrokost på Døllefjelde-Musse Marked var som altid et brag af en fest.

Der var hatte i alle afskygninger, festlige kostumer og afklædte mænd, da 1259 kampklædte kvinder indtog festivalpladsen ved Døllefjelde-Musse Marked til årets fest, den eftertragtede damefrokost.

- Den her dag er årets begivenhed, fortæller Line Mie Nielsen fra Sakskøbing.

Hun mødtes med sine syv gymnasieveninder for traditionen tro at tage til damefrokost.

- Efter gymnasiet blev vi spredt rundt i landet, nogle læser eller arbejder i andre byer, men vi mødes hvert år til denne her fest, fortæller Line Mie Nielsen.

Pigerne mødtes klokken 10.00 lørdag morgen for at få styr på årets udklædning som fodboldpiger, før de indtog festen med de andre festklædte damer klokken 12.00.

En traditionsrig fest

I år var det 16. gang, at damefrokosten blev afholdt. Og der var ingen undtagelser i forhold til de foregående år.

Der blev danset på bordene, og bluserne blev hevet af de mandlige tjenere. Festen er nu blevet så populær, at billetterne til årets fest blev udsolgt på 3–4 minutter, da de blev sat til salg i januar.

Line Mie Nielsen og hendes veninder er da heller ikke i tvivl om, at de vil kæmpe for en billet igen næste år.

- Vi kommer helt sikkert igen næste år med et nyt tema og endnu mere fest, siger Line Mie Nielsen.

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App