Pengekassen er tom, og virksomheden er taget under konkursbehandling ved Retten i Nykøbing. Det skriver Lolland-Falsters Folketidende på baggrund af Statstidende.
Siden slagteriet i 2022 flyttede fra Nykøbing Falster til Holeby, er det gået ned ad bakke.
I 2023 lød underskuddet på 1,9 millioner kroner og egenkapitalen er ikke bare negativ, men blodrød. Minusset lyder på 2,5 millioner kroner.
I det seneste årsregnskab erkender ledelsen da også, at 2023 ikke gik tilfredsstillende.
- Årets negative resultat skyldes blandt andet problemer med produktionslinjen i det nyetablerede slagteri og efterfølgende manglende leverance af grise til at opretholde en rentabel produktion på slagteriet, skrev ledelsen.
Det lykkedes ikke, og kreditorerne har nu fire uger til at henvende sig til boets kurator med eventuelle krav.