11-årig pige død efter påkørsel af flugtbilist

En 11-årig pige er død af sine kvæstelser, efter at hun fredag aften blev påkørt af en bilist, som flygtede fra ulykkesstedet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En 11-årig pige er død af sine kvæstelser, efter at hun fredag aften blev påkørt af en flugtbilist i Hunseby ved Maribo på Lolland, oplyser Lars Vesterweel, vagtchef hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, til TV2 ØST.

- Vi fik meldingen for få minutter siden. Vi har ikke yderligere kommentarer, oplyser vagtchefen.

På stedet, hvor ulykken skete, er naboer og andre borgere fra området lørdag formiddag samlet for at lægge blomster og sætte lys til minde om den den afdøde pige.

Nogle af de borgere, som fredag ilede til for at hjælpe, fortæller at ulykken skete, da en familie fra lokalområdet var på en aftentur. Her cyklede familiens to børn langt ude mod rabatten, men den 11-årige storesøster blev alligevel ramt, da en rød håndværkerbil kom kørende i høj fart.

Blev fløjet til Rigshospitalet

Politiet fik anmeldelsen om trafikulykken på Skelstrupvej i Hunseby klokken 20.19 fredag aften via et 112-opkald.

Fredag aften kendte politiet endnu ikke de nærmere omstændigheder ved ulykken, men slog dog fast, at pigen var blevet ramt af bilen med høj hastighed, og at hun blev kastet hen over bilen.

Den 11-årige pige pådrog sig svære kvæstelser ved påkørslen og blev fløjet med helikopter til Rigshospitalet. Meldingen fra politiet var, at hun på det  tidspunkt var i kritisk tilstand.

11-årige pige dræbt i trafikken
Foto: Bue Bukh Petersen - TV2 ØST

29-årig sigtet for spirituskørsel

Føreren af bilen stoppede ikke for at hjælpe, oplyste vagtchef Kent Edvarsen fredag aften. Den 29-årige mand blev dog anholdt kort tid efter.

- Vi har anholdt føreren af bilen. Han kører fra stedet uden at give sig til kende, som man skal, fortalte vagtchefen.

- Efterforskningen derude viser os en i en retning, og vi finder den pågældende bil med de skader, der matcher beskrivelsen, som vi har fået fra flere vidner, sagde vagtchef Kent Edvardsen.

Den 29-årige mand blev klokken 13 fremstillet i grundlovsforhørt, hvor politiets sigtelse lød på spirituskørsel og for at køre fra stedet og efterlade en person i hjælpeløs tilstand. Manden er nu varetægtsfængslet, foreløbig frem til 12. maj, oplyser senioranklager Christina Gregersen til Ritzau.


Nyhedsoverblik