Havregrød til morgenmad, varm mad til middag og en dessert at slutte af på.
Sådan har menuen altid lydt for Ragnhild Pedersen fra Kappel på det vestlige Lolland, og hun står selv for at lave den. Ligesom hun også selv sørger for rengøring, havepasning og bad.
Det er på trods af, at der står 15. februar 1920 på dåbsattesten.
Man har ikke godt af at sidde stille i en stol
Måske er det maden eller de faste rutiner, der gør, at Ragnhild Pedersen i 101 år har klaret sig selv - helt uden hjælp fra kommunen.
Hvorfor Ragnhild Pedersen er blevet så gammel, ved hun ikke.
- Der er en, der skal være den sidste, og det blev så lige mig, siger hun.
Men for at få et langt liv, tror hun, en ting er vigtig.
- Man skal huske at røre sig og være i funktion, så længe man kan. Man har ikke godt af at sidde stille i en stol, siger Ragnhild Pedersen, mens hun svinger med armene i sin faste gymnastikrutine.
Gift i Kappel Kirke
I hele sit liv har Ragnhild Pedersen boet inden for en radius på få kilometer ved Kappel.
Hun voksede op på en gård og tog som ung ud for at tjene på tre forskellige gårde. På den sidste mødte hun Knud Pedersen. Der var noget særligt over ham.
- Han var forvalter, og jeg syntes jo, at han var pæn, siger Ragnhild Pedersen og griner.
Under Anden Verdenskrig i maj 1943 blev parret gift i Kappel Kirke.
På loftet i Ragnhild Pedersens hjem hænger brudekjolen der endnu, og hun går gerne op ad den stejl trappe for at vise den frem.
I dag er den farvet lilla og syet om, så den kunne genbruges, for stof var dyrt i 1943.
Tre år efter bryllupsklokkernes ringen overtog parret bestyrelsen af gården Sinelund for Sparrekassedirektør Poulsen i Nakskov.
- Vi havde tre karle, og de havde hver to heste, så vi havde seks heste i alt, siger Ranghild Pedersen.
Ud over karle og heste var der både kokke- og stuepige på Sinelund, og tre år senere rullede et teknologisk kvantespring ind på gårdspladsen.
- I 1949 fik vi den første traktor, og det gik jo så stærkt, så efterhånden havde vi kun to unge mennesker, og til sidste havde vi kun én, fortæller Ranghild Pedersen.
På den måde har Ragnhild Pedersen oplevet afvandringen fra land til by. Set folk forsvinde, ejendomme blive lagt sammen og huse revet ned - i takt med at maskinerne blev større og større.
Mistet mange gennem årene
I 1967 døde direktør Poulsen, og ægteparret fik lov at købe Sinelund.
Året efter fejrede de sølvbryllup på gården og fik en fryser. Men i 1980, da hendes mand fyldte 69 år, var det slut med livet på gården.
Parret flyttede længere ned ad vejen. 14 år senere, året efter deres diamantbryllup, døde han.
- Det var en slem ting at blive alene, det kan man godt sige, fortæller Ragnhild Pedersen.
I det hele taget kender hun kun alt for godt til døden.
- Der er mange af dem, jeg gik sammen med, der ikke er her mere. Der er mange af dem, der ikke er blevet mere end 80 eller 85 år, siger Ranghild Pedersen.
Særligt én gravsten, den fra 1948, skulle Ragnhild Pedersen aldrig have oplevet.
- Bent, hed han. Han blev ikke mere end to år. Han var født med vand i hovedet, og han var ikke rigtig udviklet, lægerne kunne ikke gøre noget.
- Man tror næsten ikke, at man kan komme over det, men det gør man jo, man lærer at leve med det, fortæller Ragnhild Pedersen om at miste sin søn.
Selvom Ragnhild Pedersen har oplevet at miste mange personer omkring sig, så er der alligevel håb for, at andre omkring hende på Vestlolland passerer de 100 år.
For ifølge Danmarks Statistik har personer født i 1906-1915 på Sydfyn, Ærø, Tåsinge, Langeland og netop Vestlolland 37 procent højere chance for at blive 100 år end danskere født andre steder.
Bange for at dø
Selvom Ranghild Pedersen ikke længere selv bor på Sinelund, så kender hun de nye ejere særdeles godt.
- Det er min søn og svigerdatter, der overtog gården.
Overfor sønnen Ebbe bor hans egen søn. På den måde bor tre generationer i nummer 18, 20 og 22, og den ældste bliver 102 om en måned.
Men alderen betyder ikke, at hun ikke er bange for at dø.
- Jeg kan ikke lade vær med at tænke på, at det ikke kan blive ved med at gå.
Er du bange for at dø?
- Ja, det kan man godt sige, at jeg er, men det må alle andre også være, siger Ranghild Pedersen.
Men hun ved, hvor hun hører til, når døden banker på. På Kappel Kirkegård forenet i jorden sammen med sin mand og søn.
Men alt det har Ranghild Pedersen slet ikke tid til endnu, for børnene Ebbe og Bodil blev til flere, så familien er stor.
- De er flinke til at ringe til mig, og jeg har kontakt med hele familien.
Så meget kontakt at hun til jul stod for julefrokosten for femten mennesker i familien.
Menuen stod selvfølgelig på tre retter: Trillebollesuppe, kød i peberrodssovs og citronfromage. Det hele lavet fra bunden af Ranghild Pedersen.