Vrede forældre kan flytte magten på Lolland

Borgmester Holger Schou Rasmussen (S) skal virkelig dumme sig for ikke at få fire år mere i borgmesterkontoret på rådhuset i Maribo.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Analyse: Der er Socialdemokratiet, og så alle de andre i byrådet i Lolland Kommune.

Med 12 mandater ud af 25 er partiet og borgmester Holger Schou Rasmussen (S) snublende tæt på at have absolut flertal. Det næststørste parti, Venstre, har blot fem mandater. Derfor skal Holger Schou Rasmussen virkelig dumme sig for ikke at få fire år mere i borgmesterkontoret på rådhuset i Maribo.

Men lad os lige kigge på tallene fra sidste valg, inden vi kårer ham som sejrherre.

quote Der var ikke helt så meget flødeskum, som Holger Schou Rasmussen havde håbet

Socialdemokratiet bragede frem med næsten 13 procent. Venstre styrtdykkede og tabte mere end 11 procent i tilslutning. Bag Venstres nedtur lå blandt andet et internt slagsmål om opstilling af vindmøller, der fik to byrådsmedlemmer til at forlade partiet og stifte lokallisten Din Stemme. Det var den perfekte situation for Holger Schou Rasmussen.

Nu er noget af opmærksomheden måske dampet af Din Stemme, og Venstre har skiftet Henrik Høegh ud med Tine Vinther Clausen som spidskandidat. Måske står Venstre trods de landsdækkende tendenser til et bedre valg end sidst. Der er dog stadig langt op til Socialdemokratiet.

Læs også
Det kan afgøre valget i Lolland Kommune
Læs også
Det kan afgøre valget i Lolland Kommune

Samtidig kan Holger Schou Rasmussen formentlig også regne med støtte fra SF og Enhedslisten. Selvom netop Bente Borreskov fra Enhedslisten ofte kritiserer borgmesteren både i byrådssalen og i medierne. Den rødhårede enkvindehær skyder på det hele: Placering af kæmpevindmøller på Bogø Inddæmningen, kritik af den nye vasketøjsordning for ældre, den nye byrådssal i Maribo og meget andet.

Glem alt om den rådne banan

Lolland følte sig snydt, da kagen blev fordelt i den nye udligningsreform. Der var ikke helt så meget flødeskum, som Holger Schou Rasmussen havde håbet. Han havde ellers været en af de mest synlige borgmestre i debatten om udligningen.

Men økonomien har det trods alt bedre end tidligere.

For det går faktisk godt flere steder i kommunen. Beskæftigelsen er i top, der bliver solgt erhvervsgrunde i det nye område ved Maribo, Femern-byggeriet trækker op, ligesom elementfabrikken ved Rødbyhavn skal fortsætte efter byggeriet af tunnelen er færdig. Det kan betyde mange faste job fremover.

Sådan har det politiske navnestof ændret sig siden 2017

Thomas Bo Østergaard, den tidligere SF’er, forlod Lokallisten Lolland til fordel for Socialdemokratiet. Og han er på vej op i hierarkiet. Han er lige blevet formand for Børne- og Kulturudvalget. Han har overtaget posten efter Signe Lund. Hun trak sig fra byrådet, da hendes mand blev taget for spritkørsel efter et udvalgsmøde på Bandholm Hotel.

Anette Knoblauch forlod Dansk Folkeparti efter at en af hendes partikolleger udtalte sig mindre pænt om hendes intelligens. Hun har nu valgt at gå ind lokallisten Din Stemme.

Den tidligere lokalformand for Venstre, Benny Damgaard, der blev landskendt fordi han meget højlydt kritiserede Lars Løkke i bilagssagen, prøver nu at komme ind i byrådet for Venstre. Det samme gør regionsrådsformand Heino Knudsens bror også. Han hedder Michael til fornavn. Liberal Alliance har opgivet at stille med en liste i Lolland Kommune.

Derfor skal man lede efter sager, hvor Holger Schou Rasmussen er kommet i modvind i byrådssalen. Til tider er Lokallisten Lolland, Din Stemme og Enhedslisten i opposition. Imens er Venstre blevet ret usynligt i parløbet med Socialdemokratiet.

Bag årets budget står der 24 ud af 25 mandater. Kun Enhedslisten står udenfor. Det blev pludselig også meget lettere at lave kommunens husholdningsbudget for næste år, da Lolland Kommune i slutningen af august fik 120 millioner Kroner fra den særlige pulje til trængte kommuner.

Det var væsentlig flere penge end ventet. Budgettet betyder derfor, at det nuværende serviceniveau kan holdes eller endda forbedres i det små. Nu er der blandt andet råd til mere rengøring hos de ældre i eget hjem.

Under overfladen lurer problemerne

Men under overfalden rumsterer der ind imellem utilfredshed hos borgerne. Det er blandt andet tilfældet på det vestlige Lolland, hvor både skole og børnehave er blevet lukket i Dannemare.

Der er også rummel om skoledistrikterne. Nogle skoler er mere populære end andre, og forældrene bliver sure, når det er kommunen og ikke dem, som bestemmer, hvilken folkeskole børnene skal gå i.

quote Hvis man ikke kan lide min holdning til det, kan man stemme på et andet parti

Holger Schou Rasmussen (S), borgmester i Lolland Kommune

En anden misfornøjelse og evergreen i den lollandske politik er balancen mellem Nakskov og Maribo. For spørger man folk i Nakskov, er de ikke i tvivl om, at Maribo med rådhuset får det meste. Den opfattelse kan let blive bekræftet, hvis man går en tur gennem Nakskovs hovedstrøg, der er lidt frønnet med mange tomme butikker.

Men byen er måske i gang med en forvandling med Nakskov 2030, hvor kommunen og flere fonde har skudt et par hundrede millioner ind i et projekt, der skal revitalisere byen. Der skal også bygges nye boliger ved havnen. 

Måske er Nakskov ved den smukke fjord bare nede i en bølgedal i øjeblikket.

Stemmeslugere ved kommunalvalget 2017

  • Holger Schou Rasmussen (S) 4.951.
  • Henrik Høegh (V) 1.871.
  • Thomas Bo Østergaard (Lokallisten Lolland) 994.

Debatten har fået kommunen til at producere et flere sider langt bilag, hvor kommunens forbrug i de to hovedbyer bliver analyseret. Og der er ikke noget at komme efter, for der bliver ikke gjort forskel, konkluderer kommunen selv.

Vindmøller i modvind

Og så er der det store spørgsmål om grøn energi. Vindmøller og solcelleanlæg. Der er et bredt flertal i byrådet bag anlæggene. Det er ofte kun Din Stemme, der siger nej.

Blandt borgere og naturorganisationer er begejstringen for vindmøllerne langt fra så stor. Senest har byrådet sagt ja til opstilling af otte 150 høje vindmøller ved Bogø Inddæmningen syd for Nakskov. Det har udløst et hav af protester. I den sag fik Din Stemme følgeskab af Dansk Folkeparti, SF og Enhedslisten i deres nej til projektet.

Holger Schou Rasmussen er ret hård i filten i forhold til protesterne fra borgerne:

- Vi skal have gennemført en grøn omstilling. Vi bruger kun en meget lille del af kommunens areal til vindmøller og solceller. Hvis man ikke kan lide min holdning til det, kan man stemme på et andet parti, sagde borgmesteren på Folkemøde Møn tidligere i år.

Hvem er i valgforbund med hinanden?

  • Lokallisten Lolland og Radikale Venstre.
  • SF og Enhedslisten.
  • Dansk Folkeparti og Venstre.
  • Vestfronten og Nakskov Listen. 

Det bliver spændende at se, hvor mange vælgere, der følger hans opfordring.

Kort før vælgerne skal sætte deres kryds har byrådet desuden besluttet at gå videre med planerne om et stort biogasanlæg ved Abed nær Stokkemarke på Midtlolland. Anlægget skal blandt andet forsyne virksomhederne i Nakskov med biogas. Anlægget skal nu sendes i høring. Enhedslisten stemte imod.

Ny byrådssal flopper

Vi slutter med en af de møgsager, som helt åbenlyst irriterer borgmesteren. Kommunen har brugt cirka 12 millioner kroner på at renovere et gammelt pakhus i Maribo, hvor der blandt andet er indrettet mødelokale og byrådssal.

Problemet er bare, at salen ikke dur til byrådsarbejdet.

Politikerne kan ikke se hinanden på grund af de bærende bjælker, og der er ikke plads til tilhørere eller presse. 

Læs også
Politikere går videre med kæmpe biogasanlæg
Læs også
Politikere går videre med kæmpe biogasanlæg

Ekstrabladet havde en fest over historien, det havde Lolland-Falsters Folketidende også. Og så blev Holger Schou Rasmussen sur – især på lokalavisen, som fik verbale øretæver på Facebook.

Borgmesteren kritiserede Lolland-Falsters Folketidende for slingrekurs. Han pegede på, at avisen tidligere i rosende vendinger havde omtalt renoveringen af Det Gule Pakhus. Han pegede også på, at problemet ikke var så stort, fordi byrådet holder en række af sine møder andre steder end i Maribo.


Nyhedsoverblik