Politikere vil ansætte flere lægesekretærer – men er der egentlig nogen at ansætte?

S og SF vil ansætte flere lægesekretærer i Region Sjælland. Men findes der overhovedet nok med den rigtige uddannelse til det?

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I forbindelse med kommunal- og regionsrådsvalget har TV2 ØST lavet en redaktion, der faktatjekker politikerne og finder svar på det, læsere og seere gerne vil være klogere på.

I begyndelsen af oktober foreslog Socialdemokratiet og SF, at der skulle ansættes flere lægesekretærer i Region Sjælland. Men er der overhovedet nok med den rigtige uddannelse til at udfylde de stillinger, politikerne foreslår at oprette? Det har TV2 ØST undersøgt.

Kan ikke besætte nuværende stillinger

Anja Raun er formand for Danske Lægesekretærer i Region Sjælland og bestyrelsesmedlem i HK Kommunal. Hun  fortæller, at det er svært at finde nye lægesekretærer til at besætte de stillinger, der allerede er.

- Vi oplever, at vi har store rekrutteringsproblemer, siger hun.

quote Vi er glade for, at de vil bruge penge på at ansætte lægesekretærer, men hvor vil de finde dem henne?

Anja Raun, formand, Danske Lægesekretærer i Region Sjælland.

- Der er meget få kvalificerede, der søger, siger Anja Raun, som fortæller, at der på akutafdelingen på Holbæk Sygehus lige nu er to ledige stillinger, og at hun kender til andre afdelinger, hvor de heller ikke kan få ansat uddannede lægesekretærer.

En rekrutterings-rapport fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering for september måned viser da også, at der for lægesekretærer var 40 forgæves rekrutteringer i Region Sjælland - det svarer til 16 procent af de opslåede stillinger.

TV2 ØST tjekker valget

Påstandene og løfterne ryger gennem luften under kommunal- og regionsrådsvalget. Derfor faktatjekker TV2 ØST sagerne og går kandidaterne i sømmene. Hvis du selv undrer dig over noget i forbindelse med valget eller mener, at vi skal undersøge en sag nærmere, så kan du sende dit tip direkte til os.

Hvor vil de finde lægesekretærer?

Det var derfor også med blandede følelser, Anja Raun hørte nyheden om, at Socialdemokratiet og SF ville ansætte nye lægesekretærer.

- Vi ryster lidt på hovedet ad det. For vi er glade for, at de vil bruge penge på at ansætte lægesekretærer - men hvor vil de finde dem henne? siger hun.

Læs også
Først blev lægesekretærerne fyret – nu vil politikere ansætte flere
Læs også
Først blev lægesekretærerne fyret – nu vil politikere ansætte flere

Det er nemlig ret præcist tre år siden, man fyrede en stor del af lægesekretærerne i regionen, og Anja Raun er ikke sikker på, at de vil vende tilbage uden videre.

- I 2018 opsagde de omkring 118 lægesekretærer. Det startede en lavine, hvor flere rejste, fordi de var vrede over, at regionen ikke gjorde noget for at fastholde os, fortæller hun.

- Folk har fået jobs andre steder, og de er højere lønnede i Region Hovedstaden, siger Anja Raun, der sender en åben invitation til regionens politikere, i håb om, at de kan drøfte, hvad der kan gøres for at få ansat kvalificeret arbejdskraft.

Flere elevpladser kan være løsningen

Anja Raun ser rigtig gerne, at man tager flere elever ind i regionen.

Og den betragtning bakker Michael Rosenberg, der er afdelingssektorformand i HK Kommmunal Sjælland, op.

Læs også
Ny uddannelse til lægesekretær kommer til Næstved
Læs også
Ny uddannelse til lægesekretær kommer til Næstved

Efter Socialdemokratiet og SF’s udmelding skrev han i et debatindlæg:

- Antallet af lægesekretærelever på vores hospitaler er faldet drastisk. Faktisk så meget at det mere er reglen end undtagelsen, at der ikke er en uddannet lægesekretær i bunken af ansøgere, når vores sygehuse slår stillingerne op. Det skaber et urimeligt pres på de lægesekretærer, der er på afdelingerne i dag, og det skaber en forringelse af vores velfærd.

Regionsrådsformand Heino Knudsen (S) fastholder, at det er realistisk at ansætte flere lægesekretærer.
Regionsrådsformand Heino Knudsen (S) fastholder, at det er realistisk at ansætte flere lægesekretærer. Foto: Tina Mortensen - TV2 ØST

Regionsrådsformand: - Vi mener, det er realistisk

Socialdemokratiet og SF foreslog at ansætte mellem 100 og 140 lægesekretærer og social- og sundhedsassistenter over de kommende år. Hvor mange af de over 100 nye ansatte, der skal være lægesekretærer, er det for tidligt at komme ind på, siger regionsrådsformand Heino Knudsen (S).

quote Det er et forslag, der skal indfases over to år, netop fordi det er svært at rekruttere

Heino Knudsen (S), regionsrådsformand, Regions Sjælland.

- Det er et forslag, der skal indfases over to år, netop fordi det er svært at rekruttere, og fordi vi skal have økonomien med, siger han.

- Der er ingen nemme løsninger i forhold til rekruttering lige nu.

På det seneste forretningsudvalgsmøde i regionen blev det besluttet at afsætte minimum 25 millioner kroner til at aflaste det sundhedsfaglige personale på regionens sygehuse. Hvis Heino Knudsen fortsætter som regionsrådsformand efter valget, kommer pengene blandt andet til at gå til ansættelse af flere lægesekretærer.

Læs også
Sygehusene er pressede - nu afsætter regionen 25 millioner kroner ekstra
Læs også
Sygehusene er pressede - nu afsætter regionen 25 millioner kroner ekstra

- Det er én af løsningerne, siger han og erklærer sig enig i, at Region Sjælland har et ansvar for at oprette elevpladser til uddannelse af administrativt personale på sygehusene.

- Det er vigtigt, at vi er med til at løfte den del af opgaven, siger han.

På spørgsmålet om, hvorvidt det egentlig kan lade sig gøre at få ansat flere uddannede lægesekretærer på sygehusene i Region Sjælland, siger regionsrådsformanden:

- Det har vi en klar målsætning om, også fordi vi mener, det er realistisk.


Nyhedsoverblik