Hvad vil politikerne i Slagelse gøre for de handicappede?

Paw Mandrup Jørgensen fra Slagelse vil gerne vide, hvad politikerne i Slagelse vil gøre for at give de handicappede i kommunen et godt liv. Få svarene her.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I forbindelse med valget den 16. november har TV2 ØST lavet en redaktion, der faktatjekker politikernes udtalelser og undersøger det, læsere og seere gerne vil være klogere på.

Paw Mandrup Jørgensen fra Slagelse har skrevet til os for at få svar på, hvad byrådskandidaterne vil gøre for at sikre handicappede og deres pårørende et godt liv i kommunen.

Bedre overgange fra barn til voksen

TV2 ØST har sendt Paw Mandrup Jørgensens spørgsmål videre til spidskandidaterne for de partier, der stiller op til kommunalvalget i Slagelse Kommune.

Og borgmester John Dyrby Paulsen (S) svarer, at man i kommunen blandt andet har afsat to millioner kroner til tilgængelighed overalt i kommunen, men at han også ser muligheder for at gøre indsatsen på handicapområdet endnu bedre.

- Måske har vi ikke været nok opmærksomme på ”det gode liv” men i stedet fokuseret ensidigt på ressourcer og forsømt en drøftelse af, hvordan ressourcerne konkret kan bidrage til ”det gode liv”, skriver han.

quote Måske har vi ikke været nok opmærksomme på ”det gode liv”

John Dyrby Paulsen (S), borgmester, Slagelse Kommune.

Den udmelding suppleres af Sofie Janning (S), der er næstformand i udvalget for specialiserede borgerindsatser. Hun fortæller, at man i Slagelse Kommune har besluttet at lave en tværgående indsats, der blandt andet har fokus på unge mennesker med handicap og deres familier.

- For forældre med handicappede børn, betyder de unges overgang til voksen, skiftet fra at være forældre til pårørende, nye og ændrede rettigheder og skift i roller og opgaver. Og nogle forældre skal ud på arbejdsmarkedet efter i en årrække at have taget sig af deres barn, skriver hun.

I Venstre har de tre bud på, hvordan det gode liv for handicappede og deres pårørende kan sikres. Det skriver Knud Vincents.

- En koordinerende sagsbehandler for familier med handicappede børn skal sikre, at det ikke er familierne, som skal finde rundt i kommunen og støttemulighederne. Slagelse Kommune skal blive bedre til at følge op på indsatserne. Borgeren må ikke føle at opfølgning sker på deres initiativ, skriver han og fortæller ligesom borgmester John Dyrby-Paulsen, at tilgængeligheden er på dagsordenen i kommunen.

- Vi har sat handicaptilgængelighed på dagsordenen, og sikret at det indgår som en central del af kommuneplanen, skriver Knud Vincents. 

Større fokus på civile aktører

Emil Lavsen fra Kristendemokraterne fortæller, at partiet mener, at alle offentlige bygninger skal være handicapvenlige. Og så vil han gerne have mere fokus på, hvordan civile aktører kan hjælpe til på handicapområdet.

- Frivillige sociale organisationer har udviklet gode alternative løsninger på problemer i forhold til samfundets udsatte grupper. Derfor mener Kristendemokraterne, at støtten til frivillige organisationer, herunder besøgstjenester, varmestuer og lignende bør prioriteres højt.

Læs også
12-årige Nichlas sidder i kørestol og kan ikke komme med bussen
Læs også
12-årige Nichlas sidder i kørestol og kan ikke komme med bussen

Hos SF peger Helle Dalsgaard på, at sagsbehandlingen i kommunen kan forbedres.

- Som borger i Slagelse skal man møde en sagsbehandler, der har tid til at skabe en kontakt og ikke er styret af unødvendige skemaer. Sagsbehandleren skal have mere kompetence. Det er unødvendigt og forsinkende at andre, der ikke kender borgeren, skal bevilge, skriver hun.

- De pårørende skal alt efter borgerens ønske involveres løbende. De pårørende skal have mulighed for et rum, hvor de taler om det meget komplekse i at være tæt på en handicappet og have hjælp til at afklare deres rolle, skriver Helle Dalsgaard.

TV2 ØST tjekker valget

Påstandene og løfterne ryger gennem luften under kommunal- og regionsrådsvalget. Derfor faktatjekker TV2 ØST sagerne og går kandidaterne i sømmene. Hvis du selv undrer dig over noget i forbindelse med valget eller mener, at vi skal undersøge en sag nærmere, så kan du sende dit tip direkte til os.


Mere selvstændighed

Thomas Clausen fra Enhedslisten mener, at selvstændigheden er et af nøgleordene, når det kommer til handicappolitikken.

- Det gode liv er retten til personlig udvikling, egen bolig, eget valg af eventuelt bofællesskab, uddannelse og retten til at være en ligeberettiget del af øvrige fællesskaber i samfundet, skriver han.

quote Det gode liv kommer ikke fra politikerne

Thomas Vesth, spidskandidat, Nye Borgerlige.

Og Thomas Vesth fra Nye Borgerlige erklærer, at handicappede er en af hans mærkesager.

- Det er ganske enkelt kernevelfærd og afgørende for at være et velfærdssamfund. Der skal således være midler til en ordentlig indsats, som fremfor alt skal bygge på gode og faglige løsninger. Her skal tænkes i mennesker fremfor systemer, den enkelte skal høres og hjælpes ud fra individuelle behov.

Marcus Danielsson fra Liberal Alliance mener, at det er den enkelte handicappede og deres pårørende, der selv bedst sikrer, at de får et godt liv.

- Det gode liv kommer ikke fra politikerne. Ved støtte fra kommunen skal det være på borgernes præmisser - ikke kommunens. Det kræver, at vi sætter mennesket først, giver en værdig behandling og sætter de offentligt ansatte fri.

Læs også
Politikere vil gøre det lettere for handicappede at komme ind på drømmestudiet
Læs også
Politikere vil gøre det lettere for handicappede at komme ind på drømmestudiet

Den radikale politiker Poul Bek-Pedersen skriver, at partiet arbejder for bedre vilkår for alle minoriteter – også de handicappede.

- Radikale Venstre i Slagelse arbejder i Slagelse Byråd på at skabe bedst mulige rammer for handicappede, hjemløse og øvrige minoriteter, så flest mulige har så godt et liv som muligt.

TV2 ØST har kontaktet samtlige spidskandidater for de partier, der stiller op ved kommunalvalget i Slagelse Kommune. Alle, der har vendt tilbage på vores henvendelse, har fået plads i artiklen. 


Nyhedsoverblik