Hurtigere handling i kommunen skal få erhvervslivet i Odsherred til at blomstre

Tre kandidater til byrådet i Odsherred vil gøre det nemmere for erhvervslivet at komme i kontakt med kommunen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Odsherred skraber bunden i Dansk Industris seneste undersøgelse om lokal erhvervsvenlighed. Faktisk er kommunen gået fem pladser tilbage fra sidste undersøgelse, så den nu er nummer 88 ud af 93 kommuner.

I en programrække, der sætter fokus på samarbejdet mellem kommunalpolitikerne, har TV2 ØST op mod valget den 16. november fået politikere fra forskellige partier til i fællesskab at finde en løsning på en aktuel problemstilling i kommunen.

Og i Odsherred er det borgmester Thomas Adelskov (S), Hanne Pigonska (V) og Julie Jacobsen (DF), der i fællesskab skal komme med forslag til, hvordan de vil gøre for at gøre Odsherred Kommune mere attraktiv for erhvervslivet.

Podcast: Forstå valget i Odsherred Kommune

Du kan blive klogere på valget i Odsherred og i de 11 andre kommuner, TV2 ØST dækker, i podcasten "Forstå valget i din kommune". Du finder podcasten her.

Én indgang til kommunen

De tre kandidater bliver med det samme enige om, at kommunen skal lytte til dem, det hele handler om, nemlig virksomhederne.

- Det kan godt være, vi synes, at vi har god kontakt med erhvervslivet både gennem vores erhvervskonsulenter og vores erhvervsudvalg, men den løbende dialog, synes jeg faktisk er så vigtigt, at jeg godt synes, vi kan skrive den på, siger Julie Jacobsen fra Dansk Folkeparti.

Artiklen fortsætter under billedet.

Julie Jacobsen (DF).
Julie Jacobsen (DF). Foto: Katja Højbjerg - TV2 ØST

Men det er ikke nok at lytte, der skal også handling til, og det skal gerne gå hurtigt, mener Hanne Pigonska fra Venstre.

- Når nu man er erhvervsmand eller kvinde, så er man jo vant til, at tanke og handling følger ret tjept. Det gør det jo ikke i en kommune, vel, det tager lidt længere tid, så derfor tror jeg også, at vi skal gøre os umage med, at man relativt hurtigt rykker på det, som man bliver enige i, siger hun.

Artiklen fortsætter under billedet.

Hanne Pigonska (V).
Hanne Pigonska (V). Foto: Jesper Truelsen - TV2 ØST

Også borgmester Thomas Adelskov mener, at det kan gøres nemmere for virksomheder at kommunikere med kommunen om for eksempel byggesager.

- En af problemstillingerne er jo, at vi har rigtig mange fagligheder, fordi lovgivningen er kompleks. Derfor så ved man ikke nødvendigvis, hvem man skal have fat i. Man skal have en, som man kender, man kan ringe til, siger han.

Artiklen fortsætter under billedet.

Thomas Adelskov (S).
Thomas Adelskov (S). Foto: Katja Højbjerg - TV2 ØST

Det går for langsomt

Spørger man de øvrige spidskandidater, der stiller op til kommunalvalget i Odsherred Kommune, så mener mange af dem også, at sagsbehandlingen på erhvervsområdet skal gå hurtigere.

- Forvaltningen skal styrkes med mere udadvendte ledere, der kan opbygge og vedligeholde privilegerede relationer til kommunens erhvervsliv, og at kommunens processer skal designes kortere og tykkere, og at forreste geled skal afgøre simple sager, skriver Martin Mosfeldt fra Liberal Alliance til TV2 ØST.

- Små sager skal afgøres i forreste geled - borgerservice - samme dag og gerne på et kvarters tid. Store sager skal behandles parallelt og samtidig af en halv snes sagsbehandlere, der hver især træffer delafgørelse inden for deres respektive specialer, og kommunaldirektørerne skal skabe spin-off-virksomheder bemandet med kommunens bedste specialister, som lever af kommunale opgaver, indtil de kan stå på egne ben. På den måde får kommunen sagerne ud ad døren, skriver han.

quote Betragt erhvervet som en kunde i butikken i stedet for som et sagsnummer

Thomas Nicolaisen (R), spidskandidat, Odsherred.

Også Thomas Nicolaisen (R) mener, at serviceniveauet kan forbedres.

- Betragt erhvervet som en kunde i butikken i stedet for som et sagsnummer eller som borger, ordet kundeservice og udførelse af kundeservice har værdi og betydning i stedet for ordet borgerservice, skriver han.

- Borgmester og kommunaldirektør skal hver uge have fast strategisk og kontinuerlig kontakt til alle erhverv, store som små. Ansæt tre ekstra byggesagsbehandlere - der skal være elastik økonomisk og medarbejdermæssigt i afdelinger, som i perioder har ekstra behov, skriver Thomas Nicolaisen.

Claus Starup (K) mener også, at kommunen skal handle hurtigt, og at sagsbehandlingen skal være hurtigere end den er i dag.

- Når den har lyttet, skal den handle, og det skal ske med en vis kadence. Sådan er virksomhedernes virkelighed, hvis en selvstændig ikke reagerer hurtigt på sine kunder, så forsvinder de. Konkret betyder det, at kommunen i langt højere grad skal rykke ud og holde møde med de erhvervsdrivende, når de har vækstdrømme eller udfordringer, skriver han.

quote Kommunen skal i langt højere grad rykke ud og holde møde med de erhvervsdrivende

Claus Starup (K), spidskandidat, Odsherred.

Også Maria Liv Holck fra Nye Borgerlige synes, der skal hurtigere sagsbehandling til.

- Der skal arbejdes målrettet med at reducere sagsbehandlingstiderne for erhverv- og byggetilladelser. Det gør man ikke ved at lukke telefonerne i en uge i byggesagsafdelingen. Det kræver, at man fjerner bureaukratiske arbejdsgange og også tilfører en liberal tilgang til flere former for tilladelser, skriver hun, og mener ligefrem, at Odsherred har brug for en ny borgmester og en ny ledelsesstil for at få et bedre samarbejde med erhvervslivet.

- Helt grundlæggende er erhvervsvenligheden afhængig af en anden kommunikationsform med virksomhederne samt lysten til at lade sig inspirere af andre kommuner, som klarer det bedre end os. Den klassiske strategiske laissez faire ledelsesstil på 12. år uden forandringer er et tegn på, at organisationen ikke tilpasser sig omgivelserne, skriver Mette Liv Holck.

Der skal fokus på grønne erhverv

Amalie Petersen fra Enhedslisten fortæller, at partiet ikke mener, kommunen skal tiltrække alle former for erhverv.

- Vi skal fokusere på ansvarlige, sociale og bæredygtige erhverv. Det gør vi ved at gå forrest som kommune blandt andet ved oprettelsen af sociale klausuler, gode arbejdsforhold på vores offentlige institutioner, trivsel for vores børn og unge, bæredygtighedskrav til byggeri og renovering, fokus på økologi og sidst, men ikke mindst, at kommunen som institution selv tager det nødvendige ansvar og indfører en ansvarlig indkøbspolitik, at socialt- og bæredygtigt ansvar indtænkes i alle dele af kommunen, og at der indføres krav om bæredygtighed, genanvendelighed og gode sociale forhold til offentlige samarbejdspartnere, skriver hun.

quote Vi skal fokusere på ansvarlige, sociale og bæredygtige erhverv.

Amalie Petersen (EL), spidskandidat, Odsherred.

- Ved at være en ansvarlig kommune inden for sociale forhold, klima og miljø, tror vi på, vi kan tiltrække de erhverv som selv har dette fokus - erhverv som er fremtidssikrede og som fremmer en social og grøn vækst frem for økonomisk vækst, skriver Amalie Petersen.

Og Jonas Dalmose og Tryggvi Gudmundsson fra Veganerpartiet er enige.

- Hvis Odsherred kommune skal klare sig i konkurrencen med de andre kommuner om nye grønne arbejdspladser og tiltrække relevant arbejdskraft, må man gå noget mere radikalt til værks, skriver de.

- Vi foreslår, at kommune går foran i den grønne omstilling og bæredygtighed og går all in på at brande kommunen som den mest grønne kommune i landet, skriver Jonas Dalmose og Tryggvi Gudmundsson.

quote Vi skal som kommune anerkende, at vi er en sommerhuskommune

Mette Feenstra (SF), spidskandidat, Odsherred.

De mener, kommunen skal investere i et nyt forsknings-/videnscenter, som har med grøn teknologi at gøre, samt alternative energi- og boformer.

- Der skal endvidere oprettes samarbejde med uddannelsessteder, store grønne teknologiske virksomheder og andre virksomheder for at sikre vidensdeling og arbejdskraft, skriver kandidaterne fra Veganerpartiet.

Mette Feenstra fra SF peger også på den grønne omstilling i erhvervslivet.

- Vi ønsker et langt større fokus på den grønne omstilling, og her skal kommunen være en medspiller. Vi ønsker langt mere fokus på det, som Odsherred er gode til, nemlig håndværk, fødevarer og turisme generelt. Derudover vil vi også have langt mere fokus på at få uddannelser til området, meget gerne velfærdsuddannelser og også meget gerne inden for turisme- og fødevarer – for det er her vores styrke ligger, skriver Mette Feenstra.

Læs også
Her er de mest erhvervsvenlige kommuner - Sorø i top, mens Odsherred er i bund
Læs også
Her er de mest erhvervsvenlige kommuner - Sorø i top, mens Odsherred er i bund

Hun peger også på, at det ikke nødvendigvis ligger lige til højrebenet for Odsherred at blive et erhvervscentrum.

- Undersøgelsen om Odsherred Kommunes erhvervsvenlighed beror sig på en lang række faktorer, og vi er nødt til at anerkende, at der er en del af disse, vi ikke har indflydelse på. Vi skal som kommune anerkende, at vi er en sommerhuskommune – og det er det udgangspunkt, vi skal tage afsæt i, når vi kigger på Dansk Industris undersøgelse. Det, at vi er en sommerhuskommune, gør også, at vi opkræver maksimal grundskyld og derigennem får en vis skatteindkomst fra sommerhusejerne. Dette giver os en dårlig placering i undersøgelsen, skriver Mette Feenstra.

TV2 ØST har kontaktet samtlige spidskandidater fra de partier, der stiller op til kommunalvalget i Odsherred. Alle, der har svaret på vores henvendelse, har fået plads i artiklen. 


Nyhedsoverblik