Lolland-borgmester ville give skolestruktur fred - men han fortryder ikke at have lukket skole i landdistrikt

Ifølge borgmesteren havde skolen i Dannemare overlevet, hvis forældrene i området havde bakket op om skolen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Du kan ikke finde et klip, hvor jeg siger, at jeg vil bevare alle skoler.

Sådan lyder det i dag fra Lolland Kommunes borgmester Holger Schou Rasmussen (S) i TV2 ØSTs valgserie Det lovede de.

I 2017 blev der i Lolland Kommune indført en ny skolestruktur. Da kommunalvalget nærmede sig for fire år siden, lød det sådan her fra borgmesteren i valgdebatten på TV2 ØST:

- Vi kunne få meget mere for de penge, men det er jo ikke det, vi er interesserede i i en landdistriktskommune som Lolland, altså i at sige, at så laver vi én stor skole midt på Lolland.

- Så ødelægger vi jo hele det fine kar af små landsbysamfund, vi har. Der har vi sagt, at vi vil gerne være med til at holde hånden under de her lokalsamfund, men der skal lokalsamfundene også vælge deres skole til.

quote Hvis skolen ikke er fagligt og økonomisk bæredygtig, så kommer den til at lukke. Sådan vil det også være fremadrettet

Holger Schou Rasmussen (S), borgmester, Lolland Kommune

I dag står Steen Bahnsen i Dannemare med følelsen af, at borgmesteren gjorde alt andet end at holde hånden under landdistriktsområdet i Dannemare.

I 2019 blev skolen i Dannemare nemlig lukket af et flertal i byrådet.

- Det var et chok, selvfølgelig var det et chok, lyder det i dag fra Steen Bahnsen, der stiller op til byrådet i Lolland Kommune for Nakskov Listen ved dette kommunalvalg.

I 2017 valgte han nemlig at købe den gamle købmandsgård i byen. Her var det helt afgørende, at der lå en folkeskole få kilometer væk fra det nye hjem.

- Det tog lang tid at finde det rigtige sted. Det tog flere år. Vi har to små børn, der skulle starte i børnehave og skole, og skolen ligger to kilometer hernede for enden af vejen i cykelafstand, siger Steen Bahnsen.

Artiklen fortsætter under billedet: 

Steen Bahnsen stiller ved dette kommunalvalg op for Nakskov Listen. Han flyttede til Dannemare i 2017, særligt fordi der lå en skole tæt på det nye hjem. Kort tid efter indflytning lukkede skolen.
Steen Bahnsen stiller ved dette kommunalvalg op for Nakskov Listen. Han flyttede til Dannemare i 2017, særligt fordi der lå en skole tæt på det nye hjem. Kort tid efter indflytning lukkede skolen. Foto: Frederik Thorup - TV2 ØST

Forældre bakkede ikke op om skolen

Det er Steen Bahnsens helt klare indtryk, at borgmesteren ikke ønskede at lukke skolematrikler i landdistriktsområderne efter at have set debatten i 2017.

Men det gjorde han og et flertal i byrådet knap to år efter, og i dag har Steen Bahnsens børn nu fire gange så langt til skole.

- Det var fuldstændig i modstrid med alt det, vi havde lagt op til i de to år, vi havde forsøgt at finde et sted her på Lolland, vi kunne bo. Der var jo en skole, der var en børnehave, Det var indbydende og børnevenligt, siger Steen Bahnsen.

Læs også
Det kan afgøre valget i Lolland Kommune
Læs også
Det kan afgøre valget i Lolland Kommune

Da planerne om en skolelukning blev lagt frem, var der 64 elever på Dannelunde Skole. Holger Schou Rasmussen mener fortsat, at der dengang blev truffet den rigtige beslutning om skolens fremtid.

- Vi vil gerne bevare de her landdistrikter, men for mig er det ikke et spørgsmål om økonomi. Det er også et spørgsmål om faglighed i en matrikel, og når vi kom ned og kunne se, at der kun var 50 elever på en skole, så kan jeg ikke stå på mål for det faglige miljø på sådan en skole, siger han.

Borgmester Holger Schou Rasmussen (S) mener fortsat, at det var den helt rigtige beslutning at lukke Dannelunde Skole i Dannemare i 2019.
Borgmester Holger Schou Rasmussen (S) mener fortsat, at det var den helt rigtige beslutning at lukke Dannelunde Skole i Dannemare i 2019. Foto: Frederik Thorup - TV2 ØST

Han mener, at forældrene i området bærer en del af ansvaret for lukningen.

- Når vi kommer ned i så små matrikler, så koster en elev mere end dobbelt så meget som en gennemsnitlig elev. Det vil sige, at vi skal tage rigtig mange ressourcer fra andre områder og putte derover. Og når en elev koster dobbelt så meget på en matrikel, så er forældrene også nødt til at vælge den til. For det var jo ikke sådan, at der ikke var elever nok i det område. Havde alle elever, der var i det opland til Dannelunde Skole, valgt at bruge den skole, så havde der været 130 elever, og så havde den ikke været i fare, siger Holger Schou Rasmussen i dag.

Artiklen fortsætter under billedet: 

Da planerne om en lukning af Dannelunde Skole kom på bordet, var der 64 elever på skolen.
Da planerne om en lukning af Dannelunde Skole kom på bordet, var der 64 elever på skolen. Foto: Frederik Thorup - TV2 ØST

Vil lukke flere skoler, hvis det er nødvendigt

Lolland Kommune arbejdede på en ny skolestruktur i mere end et år, inden den blev implementeret den 1. august 2017.

I arbejdsgruppen har der blandt andre siddet forældre, skolelærer, eksperter på skoleområdet og embedsfolk.

Under valgdebatten lovede Holger Schou Rasmussen, at strukturen skulle have fred og ro til at blive implementeret ordentligt.

I dag fortæller han, at politikernes arbejde har været afhængig af de tilbagemeldinger på strukturen, som gruppen løbende er kommet med.

- Når de kommer og siger til mig, at en løsning på papiret er god, men at den i praksis simpelthen ikke fungerer, så lytter vi til det.

Læs også
Vrede forældre kan flytte magten på Lolland
Læs også
Vrede forældre kan flytte magten på Lolland

Af den grund vil Holger Schou Rasmussen heller ikke afvise, at der kan komme flere skolelukninger eller strukturændringer, hvis han bliver valgt som borgmester ved valget den 16. november.

- Hvis skolen ikke er fagligt og økonomisk bæredygtig, så kommer den til at lukke. Sådan vil det også være fremadrettet, siger han.  


Nyhedsoverblik