Borgmester lovede bedring - men der er én voksen til 33 børn i Vordingborgs skoleklubber

I 2017 mente Mikael Smed (S) ikke, at kommunen kunne være bekendt at have så dårlig en normering på fritidsklubområdet. Fire år efter er normeringen uændret.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Hvis man er barn i Vordingborg Kommune og efter skoletid hopper videre i det fritidstilbud, som kommunen tilbyder, skal man kæmpe for opmærksomheden blandt pædagogerne.

Normeringen i kommunens skoleklubber lyder nemlig på én voksen til 33 børn. Ingen af de omkringliggende kommuner kommer i nærheden af den lave normering, der er i Vordingborg.

I Stevns og Faxe kommuners SFO’er er der eksempelvis én pædagog til 20 børn, mens der i Lolland, Ringsted og Næstved kun er 16 børn, der skal kæmpe om opmærksomheden fra pædagogerne.

- Man bliver jo ked af det som pædagog, for man vil rigtig gerne gøre et godt stykke arbejde, Anni Røngaard Andersen, pædagog på Gåsetårnsskolen i Vordingborg.
- Man bliver jo ked af det som pædagog, for man vil rigtig gerne gøre et godt stykke arbejde, Anni Røngaard Andersen, pædagog på Gåsetårnsskolen i Vordingborg. Foto: Frederik Thorup - TV2 ØST

- Man bliver jo ked af det som pædagog, for man vil rigtig gerne gøre et godt stykke arbejde, men det er bare ikke rigtigt muligt at gøre det, man er uddannet til, lyder det fra Anni Røngaard Andersen, der er pædagog på Gåsetårnsskolen.

- Det er jo lidt brandslukning og udvidet gårdvagt og i den dur, det man laver.

Hun og hendes kollegaer havde ellers forventet, at forholdene på skoleklubområdet i Vordingborg ville blive bedre, da borgmesterkæden overgik fra Venstre til Mikael Smed og Socialdemokratiet efter valget i 2017.

Læs også
Det kan afgøre valget i Vordingborg Kommune
Læs også
Det kan afgøre valget i Vordingborg Kommune

Til valgdebatten på TV2 ØST lød det nemlig sådan her fra Mikael Smed til spørgsmålet om normering på fritidstilbudsområdet.

- De er én til 33 på skoleklubordningen, og det er faktisk rigtigt, at det er det normative, som det ser ud i skoleklubberne nu. Og det kan vi faktisk ikke være bekendt, sagde Mikael Smed for fire år siden. 

Kort tid efter blev han valgt som borgmester, og håbet hos pædagogerne om bedre normering så ud til at være inden for rækkevidde. 

Tal fra BUPL viser, at Vordingborg Kommune er den kommune, sammenlignet med de omkringliggende kommuner, der har dårligt normering på SFO og skoleklub-området.
Tal fra BUPL viser, at Vordingborg Kommune er den kommune, sammenlignet med de omkringliggende kommuner, der har dårligt normering på SFO og skoleklub-området. Foto: Grafik: Nick Abildgaard - TV2 ØST

Men i dag, fire år efter, er fakta, at der fortsat ikke sket noget på området. Anni Røngaard Andersen og hendes kollegaer har ikke fået færre børn at koncentrere sig om.

Når du hører Mikael Smed sige sådan i en valgdebat, hvad tænker du så?

- Jeg tænker, det er rigtig rart, at der endelig var nogen, der ville høre på, hvad vi har sagt i lang tid, så havde vi jo forhåbninger om, at det blev bedre. Men der er jo ikke sket så meget, siger Anni Røngaard Andersen.

Hvordan er det i dag?

- Som det ser ud lige nu i dag inden 2022, så er det stadig én til 33, der er i vores skoleklubber, lyder det fra Mikael Smed i TV2 ØSTs programserie Det lovede de.

Svarer til én træner til tre fodboldhold

Hos BUPL Sydøst, der er fagforening for en række pædagoger her i sendeområdet, er man ikke imponerede over Vordingborg Kommune.

Synes du, det er okay, at Vordingborg Kommune driver skoleklub på den her måde?

- Nej, det synes jeg ikke. Jeg havde gerne set, at det var langt bedre.

- Det svarer lidt til, at man er én træner, der har tre fodboldhold, som er i kamp samme tid. Der står man både for udskiftning, og man er måske også dommer. Man skal nå at guide, og man skal nå at give nogle beskeder. Så det er vel et rimeligt præcist billede af én til 33, lyder det fra Thomas Riis-Andersen, der er faglig sekretær hos BUPL Sydøst.

Læs også
Nyt rådhus og ferieby kan ødelægge valget for borgmester
Læs også
Nyt rådhus og ferieby kan ødelægge valget for borgmester

Følelsen af at have gjort en forskel, når Anni Røngaard Andersen går hjem fra arbejde, har hun meget sjældent. Hun frygter, at den dårlige normering går ud over børnene.

- Vi skal nok nå de børn, der er udadreagerende. De fylder jo, og dem ser vi. Men det med at tage dem, der ikke siger så meget, de kan være svære at få øje på, når vi har hamrende travlt. Så jeg tænker, at vi taber nogle børn på gulvet.

Bedre normering i budgettet for 2022

På borgmesterkontoret er Mikael Smed enig i, at det ikke er optimalt, at der ikke er sket noget på fritidsklubområdet.

Kan du forstå, hvis der sidder nogen og tænker, at ham der Mikael Smed, ham kan man jo ikke regne med. For det kan godt være, at han siger, at vi gør det bedre, men der sker jo ikke rigtig noget?

- Nej, jeg kan ikke forstå, hvis man sidder og tænker, at man ikke kan regne med mig. Vi har haft mange andre ting også, som vi også skulle adressere og investere i, og nu har vi vedtaget budgetter i to et halvt år, og så er vi kommet til, at vi også har fået råd til at gøre noget ved skoleklubberne. Og så starter vi en forbedring stille og roligt, som økonomien kan hænge sammen til, svarer han.

Læs også
De løber ikke mindre stærkt i Region Sjælland - tværtimod
Læs også
De løber ikke mindre stærkt i Region Sjælland - tværtimod

Planen er, at normeringen fra 2022 skal hedde én voksen for hvert 25. barn. Derudover har kommunen besluttet at ansætte en pædagogfaglig leder på skoleklubområdet - et ledelsesniveau, der er et krav hos de kommuner, der tilbyder SFO og ikke skoleklub som fritidstilbud, som man gør i Vordingborg.

- Det, tænker vi, er en start. Nu glæder vi os så til at se, hvordan det skal udmøntes. Det gør ikke antallet mindre, men at der er lagt op til ledelse, betyder jo her og nu, at pædagogerne rundt omkring i klubberne får en anden form for sparring, hvor der bliver noget ledelse, som også må tage noget ansvar, lyder det fra BUPLs Thomas Riis-Andersen, der også gerne ser, at kommunen kommer endnu længere ned i forhold til normeringen med 25 børn per voksen.

BUPL Sydøst sammenligner normeringen i Vordingborg Kommune med, at der kun er én træner til tre fodboldhold.
BUPL Sydøst sammenligner normeringen i Vordingborg Kommune med, at der kun er én træner til tre fodboldhold. Foto: Frederik Thorup - TV2 ØST

Borgmester Mikael Smed lykkedes ikke med at skabe bedre vilkår for børnene i kommunens klubtilbud denne valgperiode. Får han endnu fire år ved magten, er målsætningen mere end en halvering i antallet af børn per voksen i de kommende fire år.

Hvis vi sidder her om fire år, hvad tror du så, der er realistisk?

- Kan vi komme ned omkring én voksen til 15 børn, når vi når et par år hen i næste periode, så tror jeg, det er en god målsætning at have. 


Nyhedsoverblik