Retslægerådet anbefaler forvaring i Kundby-sagen

En mentalundersøgelse har vist, at Kundby-pigen muligvis stadig er til fare for andres liv. Derfor anbefaler Retslægerådet forvaring.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der er så stor risiko for, at den 17-årige terrordømte Kundby-pige vil være til fare for andres liv, hvis hun modtager en almindelig fængselsdom, at Retslægerådet mener, at hun skal i forvaring.

Det fremgik i dag af anklageren procedure i forhold til strafudmålingen i sagen.

Retslægerådet kommer med anbefalingen på baggrund af flere mentalundersøgelser af pigen.

Her er det blandt andet kommet frem, at den 17-årige pige er i identitetskrise, lider af følelsesmæssig tomhed, og at hun ikke angrer sine handlinger med at planlægge terrorangreb. Hun er ikke blevet vurderet sindssyg.

Kundby-pigen har svært ved at spejle sig i andre mennesker, og hun hæfter ifølge mentalundersøgelsen sin identitet på ydre forhold, blandt andet på islam og det at være en god muslim.

- Hun synes, det er smukt, hvis man kæmper for sin religion. Hun har en naiv forståelse af, hvordan man kommer i paradis, nemlig at vantro kan og skal dø ifølge islam, står der i en af mentalundersøgelserne.

- Der er ingen stopklods

Religionen fungerer altså for pigen som et let svar på komplekse problemer, der også muligvis indebærer seksuelt misbrug, og at hun har været udsat for mobning og social marginalisering.

quote Hun kender ikke forskel på rigtigt og forkert. Der er ingen stopklods og udsigt til anger

Kristian Kirk, forsvarer

Mentalundersøgelsen konkluderer, at der er stor risiko for, at hun vil foretage lignende forbrydelser i fremtiden og på den baggrund vurderer Retslægerådet altså, at det er bedst at anbringe pigen i forvaring.

Rådet fremhæver anstalten Herstedvester ved Albertslund som en anbringelsesmulighed.

Forvaring eller ti års fængsel

På baggrund af Retslægerådets anbefaling går anklager Kristian Kirk også efter at få pigen anbragt i forvaring.

- Man må lægge stor vægt på Retslægerådets erklæring. Hun kender ikke forskel på rigtigt og forkert. Der er ingen stopklods og udsigt til anger, sagde han i sin procedure.

Her fremhævede han også de nye beviser, som han fremlagde i sagen i forrige uge. De nye beviser var blandt andet to breve til en terrordømt dansker, hvor pigen skrev, at hun ville narre alle i sagen.

- Det viser, at hun ikke har ændret sig. Jeg mener stadig, hun er farlig, så længe hun fejlfortolker Koranen på den måde, slog anklageren fast. 

Der er ingen fortilfælde i det danske retsystem, hvor en så ung og ustraffet pige er blevet idømt forvaring. Hvis retten ikke vil idømme pigen forvaring, så anbefaler anklager Kristian Kirk en straf på ti års fængsel.

Retten i Holbæk træffer afgørelse om skyldsspørgsmålet på torsdag den 18. maj.


Nyhedsoverblik