Kundby-sagen: 16-årig skal fængsles på institution

Den 16-årige pige fra Kundby skal varetægtsfængsles i surrogat på en ungdomsinstitution. Hendes 24-årige medtiltalte forbliver varetægtsfængslet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Den 16-årige pige, der er sigtet for planer om at bombe to skoler, skal forblive i varetægtsfængsling frem til den 30. marts.

Det har dommeren i Retten i Holbæk besluttet.

Hun skal dog ikke længere opholde sig i et arresthus, men skal derimod fængsles i surrogat på en ungdomsinstitution.

Flyttet sker efter anmodning fra pigens forsvarsadvokat med henvisning til pigens unge alder.

- Arresthuse, det er altså steder hvor der sidder voksne mennesker, og forholdene i arresthuse er fuldstændig anderledes, end de er på institutioner for børn og unge. Institutionen er selvfølgelig ikke et sted, hvor du bare kan gå - det er ikke som en hyttetur eller noget. Der er selvfølgelig personale, der bevogter. Det er ligesom et ungdomsfængsel, hvis man kan kalde det det, når vi ikke har ungdomsfængslet i Danmark, siger forsvarsadvokat Nima Nabipour.

24-årig forbliver fængslet

Den 24-årige medtiltalte - en tidligere syrienskriger fra Østjylland skal blive i varetægtsfængsling frem til den 30. marts. 

Anklageren og den 24-årige overvejer om de vil kære beslutningen.

 


Nyhedsoverblik