Siden den 13. januar har den nu 16-årige pige fra Kundby siddet fængslet i en mørklagt sag. De første uger i isolation.
Tirsdag skal retten så tage stilling til om hun og hendes medtiltalte - en 24-årig mand fra Østjylland - skal forblive varetægtsfængslet i sagen.
Advokat vil anmode om overflytning
Ved mødet vil forsvarsadvokat Nima anmode om, at hans klient bliver flyttet fra det arresthus, hun lige nu opholder sig i, hvis fængslingen opretholdes.
- Jeg håber, at dommeren vil tage stilling til spørgsmålet om varetægtssurrogat. Altså om hun kan få lov til at afsone i en ungdomsinstitution, siger Nima Nabipour til TV ØST.
Politiopbud ved Retten i Holbæk
Retsmødet bliver afholdt ved Retten i Holbæk, og Kundby-sagen har fået en del politi til at møde op.
Derudover er der også blevet sat en metaldetektor op ud for retslokalet.
Medie: Sigtet for besiddelse af sprængstoffer
Den 16-årige pige er ifølge TV2s oplysninger sigtet for besiddelse af sprængstoffer og for billigelse af terror. Ingen officielle oplysninger er dog endnu sluppet ud om sagen.
TV ØST følger retsmødet.