Portræt: Her er Guldborgsunds nye borgmester

Stik mod alle odds lykkedes det den siddende borgmester John Brædder (Guldborgsundlisten) at tage borgmestertitlen for tredje gang.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Flere bookmakere havde forud for valget givet gode odds på Dansk Folkepartis René Christensen som ny borgmester i Guldborgsund Kommune, og flere gange blev kommunen nævnt som et stærkt bud på den første af sin slags i Danmark med en DF’er ved roret.

Men sådan gik det ikke.

Den siddende borgmester, John Brædder (Guldborgsundlisten) fik nemlig et kanonvalg, hans parti går fem mandater frem, og han kan igen tage borgmesterkæden om halsen.

Men hvem er han egentlig, udover at være Guldborgsunds ansigt udadtil?

Først og fremmest er han selvstændig landmand med stort L. Et erhverv, som han sammen med borgmesterposten betegner som ”verdens bedste job”.

Vil bedømmes på resultater

Borgmesteren bor i Grænge, som egentlig rent fysisk ligger på Lolland, men som stadig er en del af Guldborgsund Kommune. Og der er ingen tvivl om, at han går meget op i Falsters fremtid. For ham er handling grundstenen i borgmesterarbejdet.

- Jeg vil hellere bedømmes på resultater end på ord, som han har skrevet i sin kandidatprofil på tveast.dk.

Og den taktik har altså nu tre gange givet ham borgmesterposten, selvom Dansk Folkeparti to af gangene på forhånd stod med en Royal Flush på hånden. I går forsøgte René Christensen (DF) endda at tilbyde Socialdemokratiet borgmesterposten alene for at holde Brædder fra fadet, men Bo Abildgaard (S) bed ikke på.

Så de næste fire år kan John Brædder fortsætte sit arbejde med at gøre Guldborgsund Kommune bedre og mere konkurrencedygtig. Han vil især arbejde for flere pædagoger, skolelærere og social- og sundhedshjælpere.

- Vi skal være den bedste kommune i regionen og drive virksomhed. Vores mange frivillige skal bakkes op med nem sagsbehandling og én indgang. Landsbyer og byer skal være hinandens forudsætninger, skriver Brædder i sin kandidatprofil.

Pilot ved siden af

Samtidig ligger det ham også meget på sinde at pudse Falsters image af.

- Det, vi arbejder meget med, er selvforståelsen. Hele tiden – hver eneste dag – øver vi os i at få alle de gode historier ud om vores landsdel. Der har jo været nogle negative pressehistorier, hvor vi prøver at sætte hårdt pres på den anden side. Hernede er man af natur jordnær, vil liiige se det an, sagde den nu genvalgte borgmester i et interview med Euroman i august 2016.

Og apropos det, så er det noget andet, John Brædder er glad for. Naturen. Han spiller golf i sin fritid, og så har han også en lidt anderledes fritidsbeskæftigelse. Han er nemlig pilot.

- Vi er nogle stykker, der har et fly sammen. Jeg har haft certifikat siden 1994, sagde han til Euroman.

Privat er John Brædder gift med Mette, og sammen har de seks sammenbragte børn. Og en hund. Og det kan da være, at de to snart hyler Brædders nye embedsperiode i gang, ligesom de satte valgkampen i gang for en lille måned siden:

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 


Nyhedsoverblik