Portræt: Her er Faxes nye borgmester

Så er Faxes borgmester udråbt. Det bliver den nye dreng i klassen, Ole Vive fra Venstre.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Han er ikke engang medlem af byrådet. Alligevel blev han udråbt af Venstre som den nye spidskandidat - og nu er han også blevet ny borgmester.

Ole Vive (V) og Venstre kunne natten til onsdag præsentere en konstitueringaftale med Borgerlisten, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti. Og dét er, selvom den siddende borgmester Knud Erik Hansen (S) og Socialdemokratiet fik et fremragende valg og gik to mandater frem.

- Personligt er jeg rigtig stolt. Men jeg er superstolt på holdets vegne. Jeg glæder mig til at stå i spidsen for et borgerligt hold, der har lavet den bedste valgkamp, man kunne tænke sig, sagde Ole Vive til TV ØST efter valgsejren.

Men spørgsmålet er, om han også bliver erhvervslivets nye redning?

“Mere vækst”, skriver han nemlig på sin Facebook-profil, og hans ambition er, at Faxe skal ligge i top 20 på DI’s liste over erhvervsvenlighed om 20 år.

I år har kommunen haft den kedelige placering som nummer 80 på DI’s liste.

Arbejder til daglig for Nykredit

quote Jeg glæder mig til at stå i spidsen for et borgerligt hold

Ole Vive, borgmester i Faxe Kommune

Ole Vive har mange års erfaring i at sælge drømme. Han har tidligere arbejdet som ejendomsmægler.

Ole Vive har selv en erhvervsmæssig uddannelse bag sig fra Copenhagen Business School og arbejder til daglig som vurderingsspecialist for Nykredit og Totalkredit.

Under valgkampen vurderede han, at det var en god idé at indgå et løfte med Knud Erik Hansen. I en valgdebat på TV ØST lovede de to hinanden, at når det er afklaret, hvem der har flertal for borgmesterposten, kan man tale om samarbejde derefter. 

Meldte sig ud af Venstre

Den nye Venstre-borgmester burde have et indgående kendskab til kommunen. Han har nemlig boet i Faxe i 40 år.

I sin unge år var han formand for VU i Faxe, men Anders Foghs kontraktpolitik fik ham til at melde sig ud af partiet. Siden meldte han sig dog ind i partiet igen.

Da Ole Vive blev valgt som borgmesterkandidat for Venstre i Faxe Kommune blev det hilst velkommen hos De Nye Borgerlige. De måtte selv opgive at stille op til valget, da de ikke kunne finde nok kandidater, der ville stille op.

Men Ole Vive gav ikke op.

I september i år løb han CPH Half Marathon på en time og 59 minutter i dobbelt skybrud. Og i november blev han altså så borgmester i Faxe Kommune.


Nyhedsoverblik