Borgmesterkandidater i Holbæk: Skattestigninger deler vandene

Den skrantende økonomi i Holbæk var det helt centrale emne, da borgmesterkandidaterne Søren Kjærsgaard (V) og Christina K. Hansen mødtes til valgdebat.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Onsdag aften mødtes Søren Kjærsgaard (V) og Christina K. Hansen (S) til valgdebat i Føtex i Holbæk. Begge kæmper om borgmesterposten i Holbæk Kommune.

Det helt centrale emne i debatten var kommunens skrantende økonomi.

Holbæk Kommune har i år været tæt på at komme under administration på grund af lavvande i kommunekassen. For at rette op på økonomien er skatten blevet hævet og der er blevet skåret på velfærden.

Skåret ind til benet

Byrådet i Holbæk Kommune

Ifølge socialdemokraternes borgmesterkandidat Christina K. Hansen kunne en lang række af besparelserne have været undgået, hvis man allerede havde valgt at hæve skatten for et år siden.

- Man har skåret så langt ind til benet og måske også ind i benet, at lærerne for eksempel ikke engang har kunnet købe kridt til tavlen, og det er helt galt, fastslår hun.

Ifølge Borgmester Søren Kjærsgaard vil velfærden fremover få et løft.

- Vi har lagt et budget for 2018, hvor børneområdet får et løft, vi reducerer en lang række af de begrænsninger, der har været for folkeskolen, og på den baggrund er vi med til at sætte velfærden i fokus, siger han.

Skatten skal hæves

Men selv om der i det kommende års budget er sat flere penge af til velfærd, så er det ikke nok, lyder det fra Christina K. Hansen.

- Vi er ikke i mål endnu. Vi skal hæve skatten yderligere med en halv procent, siger hun.

Men det afviser den siddende borgmester, han mener skatten er blevet hævet nok.

- Nu har vi hævet skatten en gang, og så mener jeg, vi nu har ramt et niveau nu, som vi godt kan være bekendt, fastslår han.

Sportsby til 325 millioner

Sideløbende med at byrådet har skåret i kernevelfærden, har man vedtaget at bygge en sportsby til mere end 325 millioner kroner, og den økonomiske prioritering har skabt vrede blandt borgere og byrødder.

Men pengene kommer fra to forskellige kasser fastslår borgmesteren, der står ved beslutningen om at bygge en sportsby.

- Det er en del af en samlet løsning, det her har været den bedste og den billigste løsning, siger Søren Kjærsgaard.

Socialdemokraterne har været med til at give grønt lys til en sportsby, men Christina K. Hansen ærgrer sig over, at der ikke har været penge til velfærd, når der har været penge til en sportsby.

- Inden man tog beslutningen om sportsbyen, lavede man en aftale om, at sportsbyen aldrig måtte gå ud over kernevelfærden, og hvis det skete, skulle skatten hæves. Sportsbyen gik ud over kernevelfærden, og der gik et helt år, før vi fik lov til at hæve skatten, og det har jeg været meget skuffet over, siger hun.

Byrådet i Holbæk besluttede i september at hæve skatten med et halvt procentpoint, hvilket giver 43,5 millioner kroner ekstra i kommunekassen. 

EN HURTIG GENNEMGANG

 wergwrgwe