Knivoffer er stadig i livsfare efter angreb på bosted

Det ene af de 2 sårede efter onsdagens knivstikkeri i Sakskøbing er i bedring. Den anden - en 40-årig mand - kæmper stadig for sit liv.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En 40-årig mand er fortsat i livsfare efter onsdagens blodige knivstikkeri på en institution i Sakskøbing, hvor en ansat mistede livet. Han er under behandling på Rigshospitalet.

Yderligere en person - en 50-årig mand - blev såret af flere knivstik, men han meldes natten til torsdag uden for livsfare, oplyser vagtchef Stefan Jensen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Han kender ikke til yderligere detaljer i drabssagen.

Ukendt motiv

Knivoverfaldet fandt sted på institutionen Saxenhøj. Politiet har anholdt en 28-årig mandlig beboer og sigtet ham for drabet på lægekonsulenten samt for drabsforsøg.

Det er endnu uvist, hvad der fik den 28-årige til at gå amok med en kniv på bostedet.

Saxenhøj rummer blandt andet botilbud til personer med nedsat funktionsevne, fysisk såvel som psykisk. Der kan både være tale om demente, folk med hjerneskader og stofmisbrugere.

Onsdagens tragiske hændelse fik formanden for fagforeningen FOA, Dennis Kristensen, til at kræve en handlingsplan mod vold på sociale bosteder.

/ritzau/


Nyhedsoverblik