Vrag af helikopter bjærget på 17 meter vand

Fire mænd omkom, da en helikopter for en uge siden styrtede ned ud for Røsnæs. Nu er vraget fundet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Vraget af den helikopter, der for en uge siden styrtede i havet mellem Røsnæs på Vestsjælland og Samsø, er fredag blevet bjærget.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Fire mænd omkom ved ulykken, blandt andre helikopterens ejer, milliardæren Michael Henriksen fra Farum.

Alle fire omkomne blev fundet kort tid efter ulykken.

Men først fredag var vind- og vejrforhold gunstige til at bjærge vraget fra den position på 17 meters vanddybde, hvor det blev lokaliseret allerede på ulykkesdagen.

Bjærgningen blev foretaget af politiet og Havarikommissionen for Luftfart og Jernbane med assistance fra flådefartøjet Rota med dykkere om bord og et civilt bjærgningsfartøj med kran.

Det lykkedes at bjærge såvel det ødelagte hovedskrog som haleroret og diverse mindre vragdele.

De skal nu undersøges af kriminalteknikere fra politiet, inden vragresterne overdrages til havarikommissionen, der skal forsøge at klarlægge, hvorfor ulykken skete.

Når politiet til sin tid får havarikommissionens rapport, vil det blive afgjort, om der skal ske yderligere efterforskning for at afgøre, om nogen kan drages til ansvar for ulykken, oplyser politiet.

      /ritzau/


Nyhedsoverblik