Vejvrede: 40-årig mand fik knytnæveslag i hovedet

En 40-årig mand anmeldte torsdag, at han var blevet udsat for vold. Gerningsmanden var blevet sur over, at han kørte for tæt på ham og talte i mobiltelefon.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I en rundkørsel på Gørlev Landevej ved Kalundborg blev en 40-årig bilist udsat for vold.

En forankørende bilist afspærrede ham vejen ved rundkørslen, stod ud af bilen og gik hen til den 40-årige og hans medpassager.

Vred over den 40-åriges kørsel

Bilisten var tilsyneladende vred over, at den 40-årige kørte for tæt på ham og at han samtidig talte i mobiltelefon.

Efter at have skældt ud på den 40-årige slog bilisten ham i hovedet, så hans briller gik i stykker.

Gerningsmanden kørte herefter væk fra stedet. Den 40-årige fulgte efter ham i sin bil og politiet kunne derfor kort efter anholde manden.

Begge bilister bliver sigtet

Den vrede bilist viste sig at være en 29-årig mand for store Heddinge. Han bliver nu sigtet for vold mod den 40-årige.

Den 40-årige selv slipper dog heller ikke fra episoden helt uden tiltale. Han bliver sigtet for at have talt i mobiltelefon under kørslen.

Politiet vil gerne have flere oplysninger fra udenforstående om, hvad der skete i rundkørslen. De beder derfor eventuelle vidner om at kontakte dem på telefon 1-1-4.


Nyhedsoverblik