Nyhedsoverblik

Varetægtsfænglet for våbenbesiddelse og afpresning

En person blev lørdag eftermiddag opsøgt og truet på livet på en adresse ved Værslev Bygade i Kalundborg.

Midt- og Vestsjællands Politi modtog anmeldelsen lørdag klokken 16.25.

To mænd på henholdvis 28 og 41 år fra Kalundborgområdet er i den forbindelse blevet anholdt.

Den 41-årige mand blev søndag formiddag fremstillet i grundlovsforhør retten i Roskilde, sigtet for våbenbesiddelse under skærpende omstændigheder og afpresning.

Han erkendte sig delvist skyldig, fortæller specialanklager ved Midt- og Vestsjællands Politi, Anja Liin.

- Der var flere våben, og han erkendte det ene våben. Han erkendte ikke de øvrige våben eller afpresning, siger hun. 

Specialanklageren oplyser desuden, at de involverede parter er bekendte, og at sagen omhandler uenighed om et gældsforhold. 

Den 41-årige blev idømt varetægtsfængsling indtil den 22. oktober. 

Politiet fandt ikke grund til at fremstille den 28-årige.

Rettelse: Det fremgik tidligere, at to personer var blevet truet på livet. Ifølge specialanklageren Anja Liin bor der to personer på adressen, men truslerne var rettet mod den ene af beboerne.