Væltede skraldespande indbyder til indbrud

Sommerhusejere er urolige for indbrud, når skraldespanden efterlades liggende.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Flere sommerhusejere i området ved Gørlev oplever, at deres skraldespande efter tømning bliver efterladt nedlagt ude i indkørslen - og dermed udgør en åben invitation til indbrudstyve.

- Det er ikke særligt trygt at vide, at indbrudstyvene let kan se, hvor de kan gå ind, fortæller Winnie Nordbo, der har et sommerhus ved Drøsselbjerg Strand.

TV2 ØST har besøgt området for at tale med beboerne og landbetjenten i området. Se hele indslaget herunder:
[video:video_mangler:090907_skrald.flv]

Problemet er opstået efter skraldespandene erstattede skraldeposerne den 1. juli. For skraldemændene udsender de nedlagte spande et signal til kollegaerne om, at besøg ikke er nødvendigt. Men til indbrudstyvene udsender det et klart signal om, at der er fri bane.

- Det betyder jo, at der er åbent hus for forbryderne, lyder det fra Peder Nielsen, sommerhusejer og næstformand i Drøsselbjerg Strand Grundejerforening.

Også politiet har hørt fra flere urolige sommerhusejere. Landbetjent i Gørlev og Høng Svend Erik Autzen kan godt forstå deres bekymring:

- En tom og væltet skraldespand signalerer jo tydeligt, at huset er ubeboet, fortæller han.

I sidste uge kontaktede landbetjenten Kalundborg Kommune for at få reglerne overholdt. I dag erkender vognmandsfirmaet, der kører i området, at de væltede spande ikke kun skyldes blæsten.

- Jeg ved godt, at nogle af mine folk har haft lagt spandene ned. Derfor har jeg nu taget kontakt til skraldefolkene for at få dem til at lade spandene blive stående, fortæller vognmand Jens Vagn Jensen fra Bjerge Vognmandsforretning.

Fra i dag vil reglerne blive fulgt, forsikrer han.

- Jeg vil køre rundt og kontrollere deres arbejde, men jeg stoler på, at når jeg har sagt det til dem ,så vil de også efterleve det, fortæller han.


Nyhedsoverblik